Det årlige topmøde for mobilbranchen i Barcelona bød også i år på et overflødighedshorn af nye modeller, fra forudsigelige opgraderinger til dristige nyskabelser.

Den mest markante trend har været branchens fokus på de veludrustede smarthphones, som kan meget mere end blot telefoni og i realiteten er fuldgyldige computere, om end i meget kompakte udgaver.

Du finder her et udvalg af de mest bemærkelsesværdige nyheder.

Grøn gadget: Mobilbranchen har været mere end sløv til at hoppe på den grønne bølge. Tæppebombning af markedet med nye modeller og et væld af opladerstandarder er to fremtrædende eksempler. På den baggrund er Samsungs nye Blue Earth ganske interessant. Touchscreen-modellen er fremstillet af gamle plasticflasker og er bagpå beklædt med solceller til gratis og miljøvenlig opladning. Den perfekte mobil til Al Gore.

Android 2: HTC stod bag den første telefon med Googles Android styresystem, G1 , og nu kommer den næste, denne gang med et mere poetisk navn, Magic. Telefonen betjenes ved hjælp af den 3,2 tommer store, trykfølsomme skærm og er selvsagt spækket med Google applikationer. En række andre producenter, herunder LG , kommer med flere Android-modeller i løbet af 2009.

Nokias nye N: Der var ingen epokegørende nyheder fra verdens største mobilproducent, Nokia, der begrænsede sig til opgraderede modeller inden for hhv. E- og N-serien. Mest bemærkelsesværdig er N86, en potent anordning med 8 megapixel kamera, ridsefri OLED-skærm, GPS og 8 GB lagerplads. Nokia kunne desuden berette, at en række kommende modeller vil være udstyret med Skype til ip-telefoni.

Mega-megapixel: Producenterne fortsætter med at hælde flere megapixel i apparaterne. I dag er 5 megapixel ikke noget særsyn, og snart kan vi få et tocifret antal af slagsen. Sony Ericsson præsenterede Idou med 12,1 megapixel, til lancering senere på året.

Projektor: Ligesom man troede, der ikke kunne fyldes mere i den digitale schweizerkniv, kommer Samsung med i7410 , iført en mobil projektor, der kan vise et billede på anseelige 50 tommer. Smart som præsentationsværktøj, måske.

Comeback: Gode, gamle Palm var allerede dømt ude, men har fået ny vind med Palm Pre , der så dagens lys i starten af januar. Det var således ikke nogen nyhed i Barcelona, men ikke desto mindre var Palm-standen en af de mest velbesøgte. Palm Pre har nemlig fået en begejstret modtagelse i det amerikanske, som min kollega Dorte Toft tidligere har blogget om. Palm får især ros for sit nye styresystem, WebOS , der efter sigende er på niveau med iPhones Mac OS, eller måske endda lidt bedre?’

Håndledsmobil: Det ligner noget fra James Bond eller Inspector Gadget, men den er god nok. En helstøbt mobiltelefon til håndleddet, som et armbåndsur. Allerede for et år siden præsenterede LG sin Watchphone, som nu er ved at komme på markedet. Tirsdag kunne LG’s landsmænd og ærkekonkurrenter, Samsung, vise deres egen version, GT-S1100. De to modeller har en del til fælles, bl.a. trykfølsom skærm, Bluetooth, 3G og en intern hukommelse på et par GB.

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. Lars Davidsen-Nielsen

    Rart med en hurtig oversigt over mobilnyheder!

    Idou fra SE ser rigtig interessant med sine gode kamerafunktioner og touchscreen: http://www.youtube.com/watch?v=20f7b24jdfA.

  2. Bizzen - IT & Business » Blogarkiv » Mobilen som alt i en-dimsen, der dræber pc’en?

    [...] at der er kommet en ny tech-blogger til, der har det som ål i mudder med mobiler og andre gadgets. Her kan I læse om Sten Løcks bud på fremtidens [...]

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites