Når nu ørkenstøvet har lagt sig efter forbrugerelektronikmessen CES i Las Vegas, er det nemmere at få øje på de største nyheder.

Som f.eks. den forrygende, men også forvirrende udvikling inden for laptops, eller hvad man nu skal kalde dem. Sagen er nemlig, at der er totalt opbrud i kategorien bærbar-computer, altså større end en smartphone, men ikke nogen desktop replacement.

Allerede for et par år siden, så vi de første netbooks dukke op. Nu er tiden kommet til smartbooks, der er endnu mindre end netbooks. PCWorld har en god oversigt over nye smartbooks og andre bærbare trends fra CES her.

Samtidig har laptop-formfaktoren har fået følgeskab af en ny hovedkategori, “tablet” (tavle). Den tydeligste forskel er det manglende tastatur, al input foregår via den trykfølsomme og læsevenlige skærm.

Tablets fås i mange udformninger, bl.a. som funktionsbestemt model á la e-readers, hvor dette års CES allerede bød på 2. generation.

Men tablets kan også være computere i deres egen ret, hvilket bl.a. Microsoft arbejder på. Softwaregiganten har i et stykke tid arbejdet på en tablet med kodenavnet “Courier”, men på CES præsenterede man en ny model, udviklet i samarbejde med HP.

Den største opmærksomhed tilfalder imidlertid tablet-modellen, ingen kender. Apples “iSlate”, eller hvad den nu kommer til at hedde, bliver efter alt at dømme præsenteret den 27. januar, og så vil vi formentlig være klogere på, hvad tablet-kategorien formår.

Hvad skal forbrugeren mene om udviklingen - ud over at den er spændende?

Den væsentligste forskel på laptops og tablets er som sagt input. Tastaturet er en central parameter hos laptops, fordi man skal kunne levere betydelige mængder input.

Tablets er derimod designet til output - bøger, aviser, foto, video, nettet - fordi vi er stadigt mere online og ikke vil nøjes med at læse på en smartphone-skærm.

Tablet-kategoriens forretningsmodel er også anderledes. Med anordningen følger et udbud af indhold, á la iTunes til iPod. Tablet-producenten har indgået aftaler med forlag og lignende og kan dermed tilbyde en virtuel boghandel/bladbutik/musikhandel.

I andre tilfælde er det forlaget selv, der udgiver en tablet, som vi har set det med Skiff Reader fra forlaget Hearst.

Forretningsmodellen gør valget sværere for forbrugeren, da man ikke kun skal vælge apparat, men også indholdsbutik. Til gengæld venter der er et væld af information og underholdning i et nyt og spændende bærbart format.

Vi skal aldrig kede os.

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. Birte Christensen

    Super interessant - men hvad gør vi gamle stakler, der gerne vil have en avis eller en bog i hånden ?

  2. Anders A. Rasmussen

    Jeg må indrømme, at jeg er skeptisk over for tablet, slate eller hvad vi ender med at skulle kalde dem. Af den simple årsag at jeg ikke kan se behovet. Måske jeg ikke har sat mig godt nok ind i sagerne, men før de er nede og veje 200 g og kan foldes sammen fire gang, kan jeg jo ligeså godt have min laptop eller netbook med på farten.

  3. Gustav Kiims

    Tablet? Er det ikke noget, man tager, når man er syg?

  4. Allan Skovmand

    Jeg har haft en Lenovo Tablet snart et par år.

    SUPER cool funktioner når man først har vænnet sig til konceptet. Den mængde papir-noter jeg har på min Tablet ville fylde en flyttekasse i “analog form”:

    Jeg er SÅ TRÆT af Windows Vista så jeg har længe sukket efter en iTablet som så åbenbart kommer til at hedde iSlate. Skøøønt. Glæder mig.

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites