App Store er reduceret til en lagerfunktion.

Vinderen er den, som kan organisere information. Det må være læren fra Googles succes. Virksomheden, der har det som sin mission at organisere (al)verdens informationer, blev stor og magtfuld baseret på netop denne præmis.

Digitale informationer er her, der og allevegne, men med Google kom der en vis struktur og gennemsigtighed.

Intet nyt i to år

Vi har fortsat denne oplevelse tilgode i apps-universet, der fyldte to år lørdag. 10. juli 2008 lancerede Apple sin App Store, der fortsat er førende, selv om en række konkurrenter har lanceret egne butikker.

Men succesen har også sine ulemper. Med over 225.000 apps på hylderne hos Apple er det mere end svært for den ordinære shopper at finde rundt. Hverken organisering eller navigation har ændret sig synderligt, siden butikken gik i luften, og det kan mærkes.

Brugeren må nøjes med nogle simplistiske lister, f.eks. med de bedst sælgende apps samt en lige så overfladisk opdeling i kategorier, som ikke på nogen måde kan håndtere flere hundrede tusinde apps effektivt.

Det eneste nogenlunde fikse er Apples Genius-funktion, der foreslår apps baseret på brugerens download-historik, men også her forekommer løsningen for simpel med mangel på de rette algoritmer.

Butikken er kun et lager

Det er et problem for Apple, når brugerne ikke kan finde de apps, man ønsker, ej heller bliver eksponeret for nye, spændende apps. Men det er især et problem for apps-udviklerne, der har svært ved at trænge igennem virvaret for at nå de brugere, der ville være interesseret i lige netop denne nye app.

Jeg talte forleden med Uffe Koch, der er chef for udviklingshuset Huge Lawn Software, der har specialiseret sig i apps til iPhone. Han betragter i dag App Store som et lager, hvor kunden henter varen, efter at have besluttet sig for at købe den.

Markedsføring og salg foregår uden for App Store. Men noget af det, der skulle være det fede ved App Store, eller ved enhver form for shopping-oplevelse, at browse gennem spændende produkter på en meningsfyldt måde, hvad Uffe Koch kalder discovery-processen, er gået tabt.

Mere Apple-regulering

Det bliver interessant at se, hvordan Apple håndterer denne udfordring. Man bliver regelmæssigt kritiseret for at regere for hårdt i apps-land; i modsætning til den næststørste apps-udbyder, Android, bestemmer Apple suverænt, hvilke apps der får lov til at blive udgivet, og hvilke der bliver afvist.

Og det kan være, vi kommer til at se endnu mere intervention fra Apples side i bestræbelserne på at skaffe orden i kaos. Den største enkeltårsag til uoverskueligheden er nemlig antallet af apps.

En faktor, der i de første to år har været det primære markedsføringsbudskab, men som efterhånden er ved at miste sin magi. Er det ikke lige meget, om vi har 200.000, 225.000 eller 250.000 til rådighed?

Let’s face it. Med så mange apps på hylderne vil der også være meget skrammel og ikke mindst kopivarer.

Da en vittig udvikler fandt på den nu notoriske iFart, dukkede der 14 lignende produkter op inden for de første 24 timer efter lanceringen. Det er mere, end verden har brug for, specielt inden for denne kategori.

Det kan altså være, vi kommer til at opleve et endnu mere reguleret, men også overskueligt marked hos Apple.

Derimod er det langt mere åbent, hvad der kommer til at ske i den aktuelt næststørste, men hurtigst voksende apps-butik, Android, der aktuelt ligger på omkring 60.000 apps. Her er der intet enevælde, men anarki á la open source. Kan Google også organisere denne verden?

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. Frans Josef Meyer

    Ja, det er et problem.

    Og noget så simpelt som at kunne vælge land / sprog – mangler.

    Det kunne både være land som app’en er rette mod / land hvor producenten er baseret.

    Er der fx udv. en spændende app. i Grønland?

    Lokations bestemt, udvalg via GPSen kunne også være en option.

    Sprog – hvordan finder jeg en app. på Swahili ?

  2. Jesper Thue Bonde

    Hej Sten.
    Jeg er enig – App Store er ikke særligt overskuelig. Dog findes der en række sites der skaber en smule orden i virvaret: appadvice.com fx.

    Er der nogle lignende sites du kan anbefale?

  3. Sten Løck

    Hej Jesper. Ja, der er en række sites, men det er de færreste, der leverer overblik og aktualitet. Jeg kigger regelmæssigt forbi her:
    http://www.appcraver.com/
    Ellers kan jeg anbefale blogs som Mashable, der skriver om apps, blandt mange andre ting:
    http://mashable.com/apple/iphone-apps/

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites