Hvordan får vi et dansk Netflix?

Som dansker bliver man regelmæssigt mindet om, at man hører til i et lille og derfor i mange sammenhænge perifert land.

Det gælder også i teknologiens verden, hvor Danmark oftest er langt nede på listen over lanceringsmarkeder, og det betyder i nogle tilfælde også, at udviklingen går langsommere.

Som med markedet for onlinefilm, VOD (Video On Demand). Jeg skrev forleden en historie om det danske marked, som godt nok er ved at komme i omdrejninger, men det har taget sin tid, og vi er langt bagefter eksempelvis det amerikanske marked.

Her har man i årevis kunne boltre sig med tjenester som TiVo, Hulu og Netflix, der alle leverer varen på de to vigtigste parametre: Brugervenlighed og indhold.

Lad os tage Netflix som eksempel. En virksomhed, jeg indrømmer at have en svaghed for, da historien og konceptet imponerer.

Netflix’ løsning er meget simpel og leverer levende billeder til fladskærmen via en række platforme, eksempelvis alle tre førende spilkonsoller (Xbox, Playstation og Wii), en række tv-apparater og afspillere samt på Apples iPad.

Indholdet har traditionelt været en stor barriere. Filmselskaberne er ikke meget for at frigive film til streaming, før man har tjent flest mulig penge i biografen og på dvd-salget, men samtidig forlanger onlinekunderne at få det sidste nye.

Netflix har med gode ord og penge (især det sidste) formået at overbevise Hollywood om frigive film tidligere. I første halvår 2010 betalte Netflix 116 millioner dollar for streamingrettigheder mod kun 31 millioner af slagsen året før.

Denne investering har man vel og mærke foretaget uden at hæve udlejningsprisen, som beløber sig til sølle 9 dollar om måneden for ubegrænset forbrug.

I Danmark er situationen en anden. Markedet er delt op i to. Der er kabel- og parabolselskaberne, der streamer direkte til modtagerboksen og dermed tv-apparatet.

Og så er der webservices, til computeren, hvor der aktuelt findes en halv snes løsninger på det danske marked.

Vil man have streaming direkte til tv-skærmen, uden selv at skulle forbinde computer og tv, er man altså henvist til kabel og/eller parabol. Ingen Netflix, der binder indhold og platforme sammen.

Og så er prisniveauet et helt andet end i det amerikanske, mellem 20 og 40 kroner per film.

Også på indholdssiden halter det i Danmark. Udbudet er begrænset, dvs. det svarer til, hvad man kan finde i en Blockbuster, men er ikke nærheden af et digitalt filmmekka, som burde være en af fordelene ved digital distribution.

Og så mangler de nyeste film i udpræget grad. De danske VOD-udbydere lægger ikke skjul på, at de gerne så mere velvillig indstilling fra filmselskabernes side, men man har åbenbart ikke Netflix’ overtalelsesevner eller pengepung.

Hvorfor kan en af verdens mest it-bevendte nationer (Danmark) ikke være længere fremme på denne front? Der er ingen tekniske hindringer, ergo må de være kommercielle.

Er forklaringen simpelt hen, at markedet er for lille? For lille til at skabe bedre løsninger og for lille til at skabe konkurrence, der driver udviklingen?

Ja, sandsynligvis. Men også et paradoks i en flad, digital verden, hvor vi kan følge med i andres landes svælgen, mens vi pænt må vente på, at det bliver vores tur.

PS. Situationen er i øvrigt ikke af nyere dato. Jeg husker, da jeg for syv år siden spurgte det daværende TDC Kabeltv, hvorfor man ikke havde en TiVo-løsning (intiutiv brugerflade med timeshift og nu også streaming), og svaret lød, at forretningsmodellen ikke holdt på disse breddegrader.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *