Et selektivt tilbageblik på de seneste dages tech-tildragelser.
Eye in the sky. En af tidens mindst dækkede historier er tredoblingen af amerikanske drone-angreb i Afghanistan og Pakistan, siden Obama kom til magten. Disse fjernstyrede, ubemandede fly er kliniske dræbermaskiner, styret fra en militærbase i Nevada.
Teknologien er nu så moden og billig, at den også er ved at finde vej til private gøremål. Wall Street Journal fortæller om bla. paparazzier, som vil bruge små, flyvende anordninger til at følge med i de kendtes liv. Vi taler meget om overvågning på nettet, men det lader sig altså også fint gøre i den fysiske verden.
Facebook dumper i sikkerhedstest. Sociale netværk som Facebook og Twitter er pivåbne for mørke kræfter ude efter brugerdata. Det fortæller en ny undersøgelse foretaget af amerikanske Digital Society, der har kigget på en række af nettets mest populære hjemmesider, herunder Google, Hotmail, EBay og Flickr.
Testen, der inkluderer en række af de mest typiske angreb, placerer Facebook og Twitter nederst på listen, skarpt forfulgt af Hotmail og WordPress, mens topscoreren er Gmail. Problemet er bare, at det er de færreste af de mange brugere af fx Facebook, der synes at gå op i sikkerhed.
Lokation ikke på plads. Lokationsbaserede tjenester á la Foursquare eller Gowalla har nu i et stykke tid været en hot trend hos den digitale elite, men gennembruddet lader vente på sig. I tjenesternes hjemland, USA, har kun 4 procent af samtlige internetbrugere prøvet at checke ind på en fysisk lokation med en mobiltelefon, oplyser Pew Research.
Tallet står i skarp kontrast til hypen og til de enorme forventninger, reklameindustrien har til lokationsbaserede tjenester. Årsagen, tror jeg, er bekvemmelighed og privatsfære (hvem gider checke ind, hver gang man arriverer et nyt sted og fortælle det til alle mulige andre?). Men får vi se – kræfterne bag lokationsbaserede tjenester er store og stærke.
Don’t piss off the internet. Madmagsinet (print) The Cooks Source har skabt voldsom røre i den amerikanske blogsfære. En blogger opdagede, at magasinet havde kopieret en af hendes artikler og klagede til redaktionen, der svarede, at hun skullle være glad for eksponeringen. Det afstedkom en voldsom reaktion fra blogosfæren med bl.a. henvendelser til magasinets annoncører og et nærmere kig på andre kopi-artikler.
The Cooks Source har forsøgt at gyde olie på vandene, men uden det store held. Blogosfæren kan være en magtfaktor, er historiens åbenlyse morale, men kunne noget sådant også ske i Danmark, eller er vi bare for små; er der en dansk blogosfære?
Wikileaks får konkurrence. Det er langt fra alle, der er tilfredse med metoderne hos Julian Assanges Wikileaks, og nu starter en række tidligere medarbejdere en endnu ikke navngivet konkurrent. I spidsen står Daniel Schmitt, der var nr. 2 i Wikileaks, men blev fyret efter uoverensstemmelser med Assange.
Schmitt mente bla., at man skulle have været mere grundig i udvælgelsen af offentliggjorte informationer, og at man fokuserede for meget på Irak-krigen. Godt at der kommer konkurrence på det område; ud over det nye initiativ er der også cryptome.org, som for nylig offentliggjorde en pakke nye informationer, om Wikileaks.
8. november 2010 kl. 23:57
Enig – godt med konkurrence til Wikileaks !
Se også “Søndag Aften”‘ CulturCommentar:
“Wikileaks skal udfordres”
“Der er ikke meget wiki over wikileaks. Konkurrenter efterlyses.”
http://www.cultur.com/2010/1197.html