Den gamle mand og appen: “The Daily” godt fra start

Af Sten Løck 0

Jeg har hidtil været skeptisk over for projektet, men efter gårsdagens lancering er jeg kommet i tvivl.

“The Daily,” mediemogulen Rupert Murdochs nye avis til iPad, virker ganske overbevisende, selv om der stadig er en del åbne spørgsmål, herunder hvordan markedet vil tage imod nyskabelsen.

Investering på 30 millioner dollar

Først lidt fakta. “The Daily” er udelukkende produceret til tablet-platformen, i første omgang endda kun til iPad, men om et år eller to vil den også være at finde på Android.

Avisen udkommer dagligt med tæt på 100 sider og har seks sektioner: Nyheder, sport, gossip, debat, livsstil samt apps og spil. Prisen er lav, en dollar om ugen eller 40 dollar for et år. Læs The Guardians anmeldelse af “The Daily” her.

Avisen er en massiv satsning fra Murdoch, der efter sigende har været dybt involveret i udviklingsarbejdet. 30 millioner dollar har han postet i projektet, hvis driftsomkostninger beløber sig til 500.000 dollar om ugen.

Men vil “The Daily” lykkes?

Lad os først kigge på, hvad der taler imod en succes; argumenter som jeg i et stykke tid har haft mest tiltro til.

Betaling fra et begrænset marked

I og med man i første omgang kun satser på iPad, har man per definition et begrænset marked at gå efter. Globalt er der nu solgt i omegnen af 15 millioner iPads, men “The Daily” udkommer kun i USA, hvor der tallet er nærmere 10 millioner.

Der skal altså være rigtigt mange iPad-ejere, som skal falde for “The Daily,” som medieeksperten Jeff Jarvis påpeger i denne analyse.

Så er der betalingen. Selv om “The Daily” er prissat meget lavt, skal der stadig betales, og det har hidtil været mere end vanskeligt for medierne at gennemføre den øvelse i cyberspace.

Lige nu er holdningen, at man kan tage penge for specialiserede stof (som hos Børsen eller Wall Street Journal), mens generelle nyheder ikke kan indbringe penge. Dertil er gratis-alternativerne for mange og for attraktive.

Murdoch har forstået den digitale virkelighed

Så er der agumenterne, der taler for en succes med “The Daily.” Det lader til, at Murdoch & Co. virkelig har taget den digitale udfordring alvorligt. Avisen er ikke en elektronisk kopi af en papirudgave (som det har været tilfældet med mange af de hidtidige udgivelser til platformen), men er fra starten udviklet til at fungere på netop denne platform.

Derfor har Murdoch også hyret hele 100 journalister til at producere avisen. De tegner sig også for de fleste omkostninger; som mediemogulen selv udtrykte det på gårsdagens pressekonference: Her skal der ikke betales til print og distribution, det er en ny mediemodel.

Den 79-årige Murdoch synes vitterlig at have forstået den nye, digitale virkelighed, og nu er han klar til at tage for sig. Murdoch er i en klasse for sig, når det gælder om at tage bastante risici, oftest med en for ham lykkelig udgang.

Prissætningen er også klassisk Murdoch. Agressivt lav så alle kan være med, undtagen konkurrenterne.

Endelig har Murdoch & Co. sørget for, at avis-appen har en livline til internettet. En række artikler vil også være tilgængeligt online, gratis. På den måde håber man at komme med i deleriet i sociale netværk, etc.

Jeg tror derfor, at “The Daily” har en mere end fair chance for succes. Hvis det sker, vil det betyde en tsunami af lignende modeller, hvor medierne endelig får penge for deres digitale indhold. Den anden store vinder vil naturligvis være Apple, men det er vi jo efterhånden vant til.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info