Internettet har vokseværk

Af Sten Løck 1

Den ubekymrede barndom er forbi. Internettet er ved at blive voksen, og beslutningerne bliver sværere.

Således tegner billedet i disse uger, hvor internettet er under pres fra flere sider, men med fællesnævneren at åbne digitaler vidder har en pris, og nu kommer regningen.

Lad os tage de to fremmeste eksempler.

Jeg har allerede skrevet om SOPA-problematikken, hvor et amerikansk lovforslag vil begrænse adgangen til websider, som indeholder ulovligt kopieret materiale.

Det er en god idé at forhindre forbrydelser som piratkopiering, vil mange lovlydige borgere, inklusive denne blogger, mene.

Men man gennemfører ikke et sådant angreb uden civile tab, og de er langt større end gevinsten, lyder det eksempelvis fra de velovervejede kommentarer til et tidligere indlæg om pirateri.

Man påfører internetvirksomhederne et ressourcemæssigt åg, som vil tvinge mange i knæ, og åbner samtidig for en hidtil uset indgriben i internettets forretningsmodeller.

Hvad skal mange vælge? Den traditionelle lovlydighed eller internettets nye verden?

Google vil gætte tanker

Det andet eksempel handler om Googles forestående ændring af sin privatlivspolitik.

Google har over 60 produkter flydende rundt i cyberspace, og hidtil har man skullet forholde sig til privatlivsreglerne iht. hver enkelt service.

Nu vil Google samle det hele, således at brugeren kun skal vælge én gang for hele Google-universet.

Desuden vil samkøringen af data give helt nye muligheder for at gøre søgeresultater og annoncer relevante.

Et ikke urealistisk eksempel: Man skal til møde senere på dagen, hvilket er plottet ind i Google Calendar. Google ved, hvor du bor og fortæller dig et par timer forinden, at der er kø på vejen til mødestedet, hvorfor du enten skal køre tidligere eller vælge den af Google anviste alternative rute.

Google vil ganske enkelt være på forkant på et individuelt niveau. Idealet er, at Google ved, hvad du vil søge, allerede inden du taster det første bogstav i søgefeltet.

Fejltagelsen Buzz

Denne udvikling er bekymrende mener en række eksperter, som for eksempel professor Marc Rotenberg.

Han er ikke meget for at, Google skal have lov til at håndtere så mange personlige data, der efter samkøring bliver endnu mere personlige; det er et indgreb i den personlige frihed. Rotenberg mener faktisk, at Googles nye privatlivspolitik er ulovlig.

Man forsøgte nemlig noget lignende for to år siden med den sociale tjeneste Buzz, der automatisk integrerede Gmail-data, uden brugerne blev spurgt.

Buzz-aktionen fik masser af kritik for fremgangsmåden, og ifølge Rotenberg forbød en amerikansk domstol Google i at gøre noget lignende en anden gang.

Igen er vi stillet over for et valg, et svært et af slagsen. Det meste af internettet er baseret på reklamefinansiering, og vi vil opleve stadigt flere af sådanne tiltag, sådan er udviklingen.

Vi kan fravælge ydelser som Googles, men stiller os dermed også uden for udviklingen og de mange nye services, som følger med.

Fravalg

I begge tilfælde, SOPA og Googles privatlivspolitik, har internettet nået et punkt, hvor udviklingen har konsekvenser, eller i hvert fald risici.

Vi må derfor foretage nogle valg, eller rettere fravalg. Internettet er på vej til at blive voksen, og det gør ondt.

1 kommentar RSS

  1. Af Internettet har vokseværk | Danish News

    -

    [...] Read the full story and more. [...]

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info