Ugen der gik: Facebooks akilleshæl, Twitters ejendomsret og store data

Af Sten Løck 0

Her er fem historier fra den forgangne uges tech-univers.

Bing fortsætter det lange seje træk

Den vigtigste ændring i Bings treårige historie,” siger analysefirmaet Moor Insights & Strategy om den nye sociale dimension, Microsoft har tilføjet søgemaskinen. Søgeresultaterne vil nu inkludere meninger, links og andet fra sociale netværk, først og fremmest Facebook og Twitter.

Google har forsøgt noget lignende, men ikke med den store succes. Bings søgeresultater forventes at være mere præcise, fordi Microsoft har et bedre forhold til både Facebook og Twitter end Google, der jo er i gang med sit eget sociale netværk, Google+, og derfor en konkurrent.

Den nye Bing vælter ikke Google af pinden, men bliver endnu et skridt på den lange rejse mod at blive en seriøs udfordrer. På det amerikanske marked har Bing nu 15 procent af markedet og Google 65 af slagsen.

Men jeg tror, Bing er kommet for at blive, og vil fortsat vokse. Microsoft har investeret for meget prestige i det projekt til at give op. Og det tager tid at vinde markedsandele, også selv om man på nogle punkter performer bedre.

Facebook mangler det mobile

Kort tid før den med spænding imødesete børsnotering kaster Facebook lidt grus i maskineriet. Det sociale netværk erkender, at man ikke har levet op til forventningerne på den mobile platform.

Dels hører appen ikke til de bedste, hverken teknisk eller mht. brugervenlighed, dels, og nok så vigtigt, tjener Facebook ikke særligt mange reklamepenge på det mobile. Det er et problem, da stadig flere brugere tyr til smartphones, når der skal facebookes.

Det er essentielt for Facebooks troværdighed som investering, at man er i stand til at følge brugerne og dermed reklameindtægterne. De er trods alt Facebooks primære, måske eneste, indtjeningskilde.

Twitter frasiger sig tweets

Hvem ejer dine tweets? Det gør du, siger Twitter i en juridisk tvist med en delstatsdomstol i New York. Anklagemyndigheden er ude efter tweets tilhørende Malcom Harris, der havde deltaget i en demonstration for Occupy Wall Street. Harris’ tweets skulle bevise, at han var klar over politiets opfordringer til gå tilbage, hvorfor hans handlinger var i ond tro.

Domstolen argumenterede, at tweets tilhører Twitter, der således ville være juridisk forpligtet til at udlevere indholdet. Men Twitter bestrider afgørelsen og siger, at tweets tilhører brugeren og dennes privatsfære, hvilket vil betyde, at de ikke skal udleveres.

Twitters holdning er principiel i en juridisk og forfatningsmæssig forstand, men den ændrer ikke meget ved råderetten over vores data. Bare fordi du ejer en tweet, har Twitter stadig adgang til de data. Det sørger servicebetingelserne for.

Har nogen brug for en mini-iPad?

Ingen uge uden Apple-rygter, denne gang to af slagsen. Først var der historien om en ny, mindre og billigere iPad på vej. Den nuværende model måler 9,7 tommer, nu skulle der også komme en på 7 tommer, der ville placere sig cirka midt imellem iPhone og den eksisterende iPad. Der bliver ganske vist eksperimenteret en del med skærmstørrelser for tiden, ikke mindst af Samsung, men jeg har svært ved at se, hvad en mini-iPad kan tilføre af afgørende nyt. Kompakthed til en lavere pris, men hvor stort er det marked?

Så er der mere hold i den anden historie, som kommer fra Kina. Foxconn, verdens største elektronikfabrik, gør sig angiveligt klar til at fremstille iTV, Apples debut på tv-markedet. Timingen henstår lidt i det uvisse, men det er langt fra den første historie om iTV, og det er den generelle forventning, at Apple kommer med et tv-apparat inden for et år eller to.

Bliv klog på Big Data

Det er et af tidens buzzwords, Big Data, de enorme mængder information, vi genererer hvert øjeblik i den digitale virkelighed. Disse data kan med de rette analyseværktøjer fortælle uendelig meget om alt fra markedsanalyser til klimaovervågning. Jeg faldt over dette glimrende skriv om Big Data fra Smithsonian, hvor man forklarer fænomets perspektiver, kommer med eksempler, men også stiller kritiske spørgsmål.

Der er for eksempel risikoen for, at vi bliver for fascineret af disciplinen og stoler for meget på de mange data, i stedet for at bruge mere kvalitative input, tilsat lidt sund fornuft. Det var, hvad skete under finanskrisen, hvor computerne og deres algoritmer uden menneskelig indblanding håndterede langt størstedelen af verdens finanstransaktioner. Baseret på data.

 

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info