Teknologi fylder for meget i sociale medier

Af Sten Løck 3

En af glæderne ved Twitter er, at man nogle gange, mellem de mange irrelevante udgydelser, støder på sande visdomsord.

so it took a meaningless TOS tweak to end the conversation about gun control. there’s an important lesson here.”

Således skrev Chris Ziegler i går om den massive debat og mediedækning, der var opstået, efter billeddelingstjenesten Instagram havde ændret sine TOS (Terms of Service), dvs. vilkårene for at bruge denne tjeneste.

Den nyhed fik lov til at fjerne fokus fra en langt vigtigere historie, de forfærdelig begivenheder i Newtown og den efterfølgende diskussion om våbenlovgivning og psykisk syge. 

Instagram-historien handler om rettigheder til billedmateriale, hvor Instagram tilsyneladende havde tilranet sig hånd- og halsret over dette indhold og således kunne videresælge billeder. Hvilket man senere har benægtet.

Det er relevant at diskutere ophavsrettigheder i cyberspace, og denne blog beskæftiger sig regelmæssigt med sådanne og lignende spørgsmål. Men denne blog handler altså også om teknologi. Det er begrænset, hvor interessant Instagram er for en bredere offentlighed.

Chris Ziegler har ret. Det var slående, hvorledes de sociale medier, og efterfølgende de mere traditionelle af slagsen, kastede sig over Instagram-historien.

Hvad fortæller denne situation os?

For det første at sociale medier som Twitter har deres eget liv, her er der ingen gatekeeper for nyhederne, og samtaleemnerne kan skifte på meget kort tid. Som et af svarene på Zieglers tweet lød: Internettet lider af alvorlig ADD (Attention Deficit Disorder).

For det andet at traditionelle medier, specielt deres onlineredaktioner, med gatekeepere bruger medier som Twitter til at finde historier. Hvilket er helt fint og rigtigt. Men bare fordi noget er en stor nyhed på Twitter, behøver det ikke at være væsentligt for andre målgrupper.

For det tredje at teknologi som emne fylder uforholdsvist meget, specielt på Twitter. Det er ikke så underligt. Vi har stadig med et nyt medie at gøre, og dem længst fremme i skoene er som regel de tech-bevendte. Således var det også med blogs, da de dukkede op.

Sociale medier som Twitter er imponerende informationsmaskiner med masser af dynamisk indhold i noget, der ligner realtid. Et fristende fascinerende univers.

Men det skal ikke få os til at glemme de sande, store historier fra den virkelige verden.

 

 

 

3 kommentarer RSS

  1. Af Sune Højfeldt

    -

    Det virker som et indlæg for indlæggets skyld.

    Tillad mig at rette nogle åbenlyse fejl.

    For det første er twitter snart seks år gammel, ikke just en årsunge.

    For det andet rundede twitter en halv milliard brugere i starten af dette år.

    Og så til overskriften. Det passer ganske enkelt ikke at “teknologi fylder for meget i de sociale medier”. Udtalelsen giver end ikke mening. Det afhænger fuldstændig af hvem man følger. Der er masser af mennesker på twitter som stort set aldrig skriver om teknologi. Er det feks Engadget, Apple, eller Samsung man følger, så fylder teknologi 99%. Er det derimod Ron Paul, Lars Løkke, Ricky Gervais, Charlie Sheen, Barack Obama, Mads Mikkelsen, Daniel Craig eller Greenpeace man følger, så handler det meget sjældent om teknologi.

    Det samme gælder på Facebook, der blot er en alternativ social platform til publicering af dette og hint. Så heller ikke på Facebook behøver teknologi at fylde noget særligt.

    Så nej, teknologi som emne fylder ikke mere på Twitter end andre steder. Man kan vel diskutere om ikke det fylder uforholdsmæssigt lidt på twitter, i lyset af at man kun har 140 tegn til rådighed i et enkelt tweet.

    Og nej, vi har ikke med et nyt medie at gøre.

    Og nej, der er millioner af mennesker som er langt fremme i skoene på twitter men som ikke tweeter om teknologi medmindre de har fået en ny iphone.

    Det værste ved twitter er vel at hvis man vil adressere emner dybere, så skal man tænke kreativt. 140 tegn rækker ikke langt.

    Og skal vi endelig tale om sociale medier, så kan man overhovedet ikke komme uden om blogs. Og dér bliver de store historier fra den virkelige verden ikke glemt. Nyheden om Instagram fik IKKE lov til at fjerne fokus fra den langt vigtigere historie, de forfærdelig begivenheder i Newtown og den efterfølgende diskussion om våbenlovgivning og psykisk syge. Eller jo, for dig og for Chris Ziegler og en række andre teknologi-fikserede.

    Udgangspunktet var Instagram. Her er påstanden at “det er begrænset, hvor interessant Instagram er for en bredere offentlighed.”. Instagram har over 100 millioner brugere. Hvis det ikke er en ret bred offentlighed, så ved jeg ikke hvad det er. Og Instagram-miseren kører videre, for det handlede ikke bare om muligheden for videresalg. Der er mange andre aspekter. Men det berører jo ikke en bredere offentlighed. Kun 100 millioner mennesker. Så lad det nu ligge.

    Så fjernede nyheden om Instagram virkelig fokus fra den langt vigtigere historie, de forfærdelig begivenheder i Newtown og den efterfølgende diskussion om våbenlovgivning og psykisk syge? Eller var det i højere grad dit fokus den fjernede?

    Så måske er det ikke så slemt med teknologi i sociale medier. Måske var der stadig stor bevågenhed og selvransagelse tilbage i forbindelse med Newtown, selvom Facebook trådte i spinaten endnu en gang.

    Det var måske værd at overveje om ikke bevågenheden og diskussionen omkring Newtown i realiteten har været utrolig stor, og stor netop på grund af netop de sociale medier. Minus twitter.

  2. Af Sten Løck

    -

    Sune, tak for dit engagerede indlæg.
    Det kan diskuteres, hvor omfattende Twitter og Instagram er. Antallet af aktive brugere er lavere end de tal, du nævner. Der findes mange mennesker, inklusive læsere af Berlingske, der ikke kender noget til de to.

    Jeg vil fastholde, at teknologi fylder uforholdsmæssigt meget i nye medier (uden at jeg har tal for det). Af den enkle og naturlige årsag, at de tech-interesserede i starten vil være de mest aktive, når en ny anvendelse af teknologi opstår. Sådan har det også været med eksempelvis blogs og podcasts.

    Det er sjovt, du kalder mig teknologifikseret. Min pointe var bla. at se på tingene fra et mindre nørdet synspunkt – hvor nye fænomener som Twitter og Instagram ikke fylder særlig meget.

    Men jeg har selvfølgelig ikke noget imod sociale medier, tværtimod, og jeg er enig med dig i, at de bidrager med en vigtig ny dimension, for eksempel når der skal diskuteres Newton og konsekvenser.

  3. Af » Aaron Swartz og kampen for internetfrihed - Tech tjek – teknologi til folket

    -

    [...] etablerede medier bruger flittigt sociale medier som Twitter til at pejle stemninger og være først med nyhederne. Havde det ikke [...]

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info