Er produktet gratis, er du produktet

Hvad sker der med alt det indhold, vi både bevidst og uden at tænke over det lægger på nettet? Hvem ejer det? Kan det slettes?

Det er nogle af de spørgsmål, der har præget internettetdebatten i 2012 og vil spille en endnu vigtigere rolle i de kommende år.

Debatten har på det seneste været præget af to begivenheder. For det første har vi Snapchat, den nyeste højdespringer i apps-universet. Det er en billeddelingstjeneste, hvis primære kendetegn er, at foto bliver slettet inden for 10 sekunder eller det tidsrum, brugeren vælger.

Efter sigende bruges tjenesten flittigt af unge, der giver sig af med sexting, udveksling af eksotisk indhold, hvor det naturligvis er belejligt, at billedmaterialet slettes efter kort tid. Sidste nye er, at Facebook har lanceret et lignende produkt.

Snapchat er også et tilbud til det stigende antal brugere, som er bekymrede over deres manglende rettigheder udi ophavsret, privatsfære og måske endda borgerrettigheder.

Denne bekymring kom også til udtryk, da Instagram, en anden billeddelingstjeneste, forleden ændrede sine forretningsbetingelser. Ændringerne blev tolket således, at Instagram kunne bruge de uploadede billeder til kommercielle formål, for eksempel i reklamer.

Problemet er todelt.

Der skal tjenes penge

På den ene side har vi en internetindustri, fra Facebook over Google til Twitter, der er bygget på at være gratis. Alligevel skal disse virksomheder tjene penge. Det gør de ved at anvende deres væsentligste, måske eneste, aktiv, brugerne, primært i reklameøjemed.

En tjeneste som Facebook eller Instagram er derfor ikke gratis. Fordi vi giver vores personlige data til gengæld.

Faktisk kan man argumentere, at det slet ikke er os brugere, der erhverver noget, men omvendt. Google køber vores brugerdata for til gengæld at lade os bruge dets services. Hvis produktet er gratis, er du produktet.

Så længe væsentlige dele af internetøkonomien er baseret på gratis-princippet, må vi affinde os med, at data bliver brugt i en eller anden kommerciel sammenhæng.

Anderledes kan det ikke være, medmindre Facebook og deslige beslutter sig for en betalingsordning med nul reklamer og ditto indsamling af data.

Juridisk tomrum

På den anden side har vi en offentlighed, der ser på udviklingen med stadig større bekymring. Forretningsmodellen med udveksling af brugerdata mod services er i og for sig i orden, men der er et betragteligt juridisk tomrum, som går ud over brugerne. .

Der findes ingen specifikke standarder eller universelle regelsæt, private aktører som Instagram eller Facebook skal rette sig efter, i hvert fald ikke på det nødvendige praktiske niveau.

Forklaringen er enkel; udviklingen er stadig så ny, at det kan være svært for det juridiske system at følge med. Men det må hellere få fart på, det kommer nemlig ikke til at gå langsommere, og der er masser af udfordringer.

Således har EU, den toneangivende aktør på den globale scene, når det gælder digitale forbrugerrettigheder, forsøgt sig med en ”retten til at blive glemt online.”

Det vil sige en mulighed for at kunne få slettet internetindhold relateret til sin person, for eksempel hos Twitter eller Google. Men initiativet er stødt ind i betragtelige problemer, da det ganske enkelt ikke er teknisk muligt at gennemføre.

Selv om man for eksempel får slettet alle sine tweets fra kontoen, er det jo ikke til at vide, hvem der eventuelt har re-tweetet beskeden. Deling af indhold er en del af sociale netværks DNA, men der er intet centralt knudepunkt.

Diskussionen vil som sagt fortsætte i de kommende år. Internetselskaberne arbejder intenst på en balance mellem mest muligt reklameudbytte og mindst mulig irritation hos brugere og lovgivning, en proces hvor man i disse måneder og år tester alle mulige modeller.

Samtidig forsøger myndighederne at få et overblik over tildragelser og konsekvenser samt ikke mindst at skabe en juridisk værktøjskasse, der både beskytter og frigør.

Med dette fromme ønske vil jeg ønske alle en glædelig jul.

4 responses to “Er produktet gratis, er du produktet

  1. Jeg synes ikke at man kan tale om et “juridisk tomrum” inden for EU. De nævnte tjenesteudbydere (alle med tvivlsom omgang med brugernes data) er naturligvis omfattet af persondatalovgivningen i EU.

    Problemet er måske at firmaer som Facebook reelt ikke kan overholde EUs persondatalovgivning, men det er en anden diskussion end “juridisk tomrum”. USA har ikke den europæiske persondatalovgivning, og i USA er persondata i princippet en handelsvare som frit kan sælges. Derfor foregår diskussionen om Facebook m.v. på andre præmisser i USA.

    Denne “sag” er ret interessant
    http://www.europe-v-facebook.org/EN/en.html

    Facebook nævner indirekte denne sag som en “risk factor” i prospektet for deres børsnotering under overskriften

    “We have been subject to regulatory investigations and settlements and we expect to continue to be subject to
    such proceedings in the future, which could cause us to incur substantial costs or require us to change our
    business practices in a manner materially adverse to our business.”

  2. Jesper, tak for kommentar. “Juridisk tomrum” er måske ikke det bedste udtryk. Jeg mener de mange juridiske udfordringer, der opstår i kølvandet på nye, hurtigt omsiggribende fænomener som Facebook. Firmaerne lever sikkert op til persondatalovgivningen, men er lovgivningen tidssvarende, på omgangshøjde med teknologien? Med tomrum mente jeg denne og en række andre juridiske problemstillinger, inklusive den du nævner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *