Elektronikmekka: Softwaren styrer, og spillerne mangler

Af Sten Løck 0

Verdens største messe for forbrugerelektronik, CES (Consumer Electronics Show) er ved at lukke ned for sit show i Las Vegas. I næsten en uge har sælgere, gadget-freaks og andet godtfolk kunnet svælge i alskens nyt udstyr, fra super-tv til smarte armbåndsure til elektroniske gafler.

Min kollega Thomas Breinstrup har været on location, og du kan læse hans mange og gode historier fra CES her.

Jeg har haft fornøjelsen af at følge begivenhederne fra distancen og hæftede mig ved diskussionen om CES’ fremtid, eller rettere de underliggende teknologiske trends som er i færd med at forandre spillereglerne for en sådan event.

Der er tre væsentlige udfordringer.

Softwaren styrer

CES handler først og fremmest om hardware, men det er ikke længere så sexet, skriver Wired. I dag gælder det snarere platforme, styresystemer og apps.

Fordi det er med softwaren, indholdet og tjenesterne, pengene skal tjenes på den lange bane. Ikke med hardware.

For eksempel er det mest interessante spørgsmål på tv-fronten lige nu udviklingen af en fælles softwareplatform til internetforbundne tv og settop-bokse. Ikke om fladskærmen kommer med 3D eller, ude i fremtiden, med 4K.

Derfor var en af de mest spændende nyheder også Samsungs nye brugerflade til tv med fem hovedskærme.

Spillerne mangler

De ændrede spilleregler betyder også en ny rangorden, og de mest toneangivende virksomheder lige nu deltog ikke i Las Vegas: Apple, Google, Facebook, Amazon og Microsoft.

Næsten enhver nyhed fra en af disse virksomheder ville have overtrumfet, hvad der foregik på CES, mener BuzzFeed.

Det er i hvert fald slående, at et af de hotteste temaer på CES var den mobile platform, og alligevel glimrede de tre seriøse producenter af styresystemer, Apple, Google og Microsoft, med deres fravær.

Nyhederne kan ikke vente

CES lider desuden under stadig kortere produktlivscykler i forbrugerelektronikken. Det er i de færreste tilfælde, producenten har råd til at vente til CES med at offentliggøre et nyt produkt; det skal ud snarest muligt.

Derfor bliver en event som CES også hurtigt til et extravaganza, hvor kvantitet overtrumfer nyheder. Næsten som en magtdemonstration insisterer producenterne, især de store, på at vise en overvældende mængde gadgets.

Derudover mener nogle, at messer som CES bliver truet af sociale medier, som vil overtage en væsentlig del af debatten, der traditionelt har foregået IRL (In Real Life). Det er jeg imidlertid ikke så sikker på.

Det kan godt være, at CES ikke byder på de store kioskbaskere, men det er sted at mødes fysisk med resten af branchen. For at netværke, sælge, købe, blive inspireret.

Der er stadig noget, der hedder the real thing, specielt når det foregår i Las Vegas.

 

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info