Internettet er løsningen i Davos

Af Sten Løck 0

Det har været interessant at følge denne uges årlige World Economic Forum i Davos, hvor topledere fra politik, erhverv og forskning mødes for at diskutere verdens mest presserende problemer.

Jeg er langt fra det, der ligner en økonomisk ekspert, men vil alligevel forsøge mig med lille analyse. Det forekommer mig, at internettet er en af tidens største enkeltløsninger.

Cyberspace kan generere både økonomisk vækst og demokrati.

I sin banebrydende bog ”The World Is Flat” udnævner Thomas Friedman netop teknologi som en af de drivende kræfter bag den globale økonomi.

Fordi information flyder friere og hurtigere, bliver kunstige ujævnheder i markedet mindre eller helt fjernet. Internettet har bragt os tættere på en reel markedsøkonomi med ligere vilkår for spillerne, fordi markedet er bedre informeret .

Det skaber selvfølgelig mere og ligere konkurrence, hvilket igen genererer produktivitetsforbedringer og økonomisk vækst.

Internettet har endnu ikke haft samme verdenshistoriske effekt som opfindelsen af printmediet, men det nærmer sig. Ud over blandt mange andre ting at have medvirket til Reformationen og udryddelse af sygdom, bidrog Gutenbergs opfindelse til afgørende økonomisk vækst, og det samme gør sig gældende for internettet.

Nedbrydningen af barrierne er også politisk. Der er allerede en lang liste med eksempler på internettet som katalysator for mere gennemsigtighed, og sociale medier har som bekendt spillet vigtige roller for demokratibevægelser verden rundt.

Mest af alt handler internettet om empowerment. At den enkelte får mere frihed til at afgøre sin egen skæbne. Frie mennesker skaber stabilitet og vækst.

Men der findes succeser, der taler imod ovenstående. Kina er på vej til at blive verdens største økonomi, baseret på en formel af kontrol og lukkethed, i hvert fald iht. en vestlig opfattelse af demokrati og åbenhed.

De kinesiske myndigheder er ikke specielt begejstrede for internettet, hvorfor man griber til teknologiens mere mørke sider for at overvåge og inddæmme borgernes færden online.

Men jeg tror, det går den rigtige vej, også selv om mange udviklingsøkonomier skeler til den kinesiske model, á la mange fattige landes flirten med kommunismen i anden halvdel af det 20. århundrede.

Ikke en gang i Kina kan teknologien holdes nede; der foregår en livlig folkelig debat og aktivitet også i det kinesiske cyberspace. Det er en af hjørnestenene i den voksende middelklasse med appetit på mere frihed og dermed mindre kontrol, også over økonomien.

Derfor er der også behov for at beskytte internettet som lokomotiv. Et FN-møde i december i Dubai endte heldigvis uden de store beslutninger.

Her havde en række lande mere et totalitært tilsnit, inklusive Kina og Rusland, argumenteret for, at kontrollen af internettet skulle høre ind under FNs jurisdiktion. Og dermed blive kastebold for politiske studehandler og vetonedlægninger.

Internettet handler om meget mere end Facebook og Google. Det er teknologisk naturkraft, som skal beskyttes og udvindes. 

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info