Hvad laver Microsoft med Xbox?

Det er Microsofts største succes i det nye århundrede.

Med Xbox trådte softwaregiganten i 2001 ind på et helt nyt marked, konsoller, der på det tidspunkt var domineret af Playstation tilhørende den gang meget stærke Sony.

Men Microsoft gik uimponeret til værks og er i dag lige så populær som Playstation og Wii; ja, i nogle perioder har Xbox 360 endda kunnet indtage den globale førsteplads.

Undervejs har Xbox flere gange fornyet sig selv med en ny generation maskiner, online-fællesskabet Xbox Live, samt ikke mindst Kinect, der gør det muligt via kropsbevægelser at styre begivenhederne på skærmen.

Xbox har også haft stor strategisk betydning for verdens største softwarevirksomhed. Som den trojanske hest, der førte Microsoft ind i TV-universet.

Men alligevel er der noget galt med Xbox, mener Nat Brown, manden der i sin tid var med til at starte projektet hos Microsoft.

I et blogindlæg kritiserer han Xbox for at være faldet af på den. Der er sket for lidt i senere år, fordi ledelsen har for travlt med højtflyvende mediestrategier i stedet for at fokusere på mulighederne her og nu.

Disse muligheder handler især om at udvikle et velfungerende økosystem til Xbox-platformen, hvor softwareudviklere kan sælge spil og apps i øvrigt.

Som Xbox-bruger tænkte jeg med det samme, manden har jo ret.

Når man tænker på, at Microsoft med Xbox har en direkte linje til krydsfeltet mellem internet og TV, er det slående hvor sparsomt det er med attraktivt indhold på platformen, eller sagt på en anden måde: hvor ufærdig platformen synes.

En enkelt app, Netflix, på Xbox ændrede min TV-tilværelse. Jeg forlanger ikke, at alle apps skal have samme banebrydende effekt, men hvorfor der der ikke flere apps, for eksempel inden for nyheder, casual games, sociale netværk og andet?

Microsoft er tydeligvis ikke kommet så langt i sin tankegang, når man ser Xbox-brugerfladen, der ikke lige frem gør det nemt at finde apps, eller i det hele taget indhold.

Samtidig har Microsoft gjort det ganske vanskeligt for softwareudviklere at levere noget til platformen, da det nemlig koster nette 10.000 dollar at komme ind i varmen.

Tænk hvis Apple, der ellers er kendt for at tage sig godt betalt, krævede det samme for at blive apps-udvikler til iPhone og iPad.

Sagen bliver endnu mere ironisk, når man tænker på, at Microsoft altid har understreget vigtigheden af at have et godt forhold til udviklermiljøet. Topchef Steve Ballmers hyldest til udviklere er for længst en klassiker på YouTube.

Nu er det som bekendt nemt at være bagklog, både som fhv. Xbox-chef og beskeden dansk blogger, men det synes, som om Microsoft virkelig går glip af en stor mulighed lige nu.

Og det handler om nuet, fordi konsoluniverset er truet fra flere fronter. Nat Brown peger selv på Apple, der efter hans mening kunne udradere Playstation, Xbox og Wii ved at introducere et fuldtgyldigt økosystem på Apples egen indgang til TV-mediet, settop-boksen Apple TV.

Det er måske en kende dramatisk, men Apple har jo vist at have styr på apps-universet med App Store, der forventes at runde en million produkter på de virtuelle hylder i løbet af 2013.

En anden trussel er den teknologiske udvikling, der med tiden, formentlig inden for få år, vil overfløddiggøre ekstra maskiner som konsoller og settop-bokse.

Alt vil være indeholdt i TV-apparatet, der med sin egen platform henter det hele i skyen, inklusive spil der tidligere skulle køres via en konsol.

Derfor bliver Microsoft nødt til at foretage sig noget afgørende. Xbox har indtil videre været en historie om succes, men ender den godt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *