House of Cards er beregnet og derfor beregnelig

Jeg er i øjeblikket involveret i artikler og projekter udi kunstig intelligens, hvor en af pointerne er alt det, en computer ikke kan: Kreativitet, nysgerrighed, spontanitet, empati, relationer.

Disse tanker meldte sig i weekenden, da jeg sluttede mig til streaming-seere i verden over for at se fjerde sæson af Netflix’ ”House of Cards” (HoC).

Bare brikker

Føljetonen om magt og begær i Washington er blandt andet berømt for sin unikke oprindelse, data. Hovedelementer som genre, skuespiller og instruktør blev indkredset takket være grundige analyser af de enorme mængder seerdata, Netflix ligger inde med. Selve plottet er heller ikke nyt, men taget direkte fra en engelsk serie af samme navn

Der kom selvfølgelig kunstneriske bidrag oveni, men da jeg så HoC, kunne jeg ikke lade være med at tænke på seriens beregnede, mekaniske DNA.

Det bliver hurtigt tydeligt, hvilket basale brikker der flyttes rundt på: Drama/familie, thriller/politik, krimi/action og selvfølgelig sex. Brikkerne danner et lineært flow, hvor tricket er at skabe tilstrækkelig afveksling, så seeren bliver hængende. Først lidt drama, så lidt thrilller, dernæst sex, og så tilbage til drama.

Brugerfladen understreger flowet af brikker. Seeren har hele tiden mulighed for at scrolle gennem frames, indtil man når frem til en interessant sekvens.

Det hele virker beregnet, og dermed beregneligt. Netflix har overladt for meget til computeren. HoC mangler den menneskelige faktor. Det uforudsigelige, det nye, det tankevækkende.

Nye data, nye markeder

Dermed er HoC lysår efter de to serier, den synes at aspirere til, West Wing og Sopranos. West Wing er intelligent kunst, der får fiktion plus virkelighed til at blive noget helt tredje. Sopranos er en episk fortælling med dybde og spørgsmål. HoC er probert, state-of-the-art håndværk, ikke mere.

Men, vil Netflix og de mange HoC-fans tænke, betyder det noget, når nu serien er en global succes? Har markedet ikke ret?

Jo, men denne amatør-anmelder, en meget lille del af markedet, mener noget andet eller mere.

Fordi der synes at være noget større på vej. Der har altid været fortællemodeller i kunsten (jeg arbejder i øjeblikket med ‘orgasmemodellen’ til en teaterforestilling), men digitaliseringen har givet medier og indholdsproducenter en ny dimension af muligheder udi beregninger.

Det gælder ikke kun serier som HoC, men også for eksempel e-bøger. Her kan Amazon se, hvor læseren springer sider over, bruger lang tid på siden, eller stopper med at læse. Input til forfatterens næste værk.

Dertil kommer det globale aspekt, som giver indholdsproducenterne mulighed for at gå efter massive målgrupper, der indtil for få år siden var uden for rækkevide, for eksempel de asiatiske markedet. Det var dette perspektiv, der fik Netflix til at egenproducere en anden serie, ”Marco Polo.”

Denne serie er langt mere mekanisk i sit udtryk end HoC. For eksempel er sexscenernes hyppighed og simplicitet næsten komiske. Men data fortalte, at det var vejen at gå, og ifølge Netflix er Marco Polo en succes.

Ingen udregning, tak

I sidste ende handler er det hele om seerens, menneskets, reaktion, og markedet har ret. Men måske kommer der en modreaktion.

Jeg kan i hvert fald mærke en naturlig modstand mod at blive ”regnet ud,” at blive sat i bås uden at blive spurgt. Denne, lidt irrationelle, urealistiske, selvopstyltede, men dybfølte holdning er ægte, fordi den er menneskelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *