Digitaliseringens bivirkning: Donald Trump

Med Donald Trump nu kun ét valg fra verdens mægtigste embede er det på tide at lære noget: hvordan kunne det ske?

Politisk set handler det om en ubehagelig tendens i vestlige demokratier, hvor befolkningen takker nej til globaliseringen, og by association, det politiske establishment. I stedet for midten af vejen søger vrede og angste vælgere mod rendestenen.

Men det er ikke hele forklaringen. Teknologi og medier har spillet en afgørende rolle, på en utilsigtet måde.

En af digitaliseringen mest proklamerede landvindinger er demokratiseringen af medierne. Internettet skabte først plads for brugergenereret indhold, så kom blogs og siden sociale netværk. I dag er mediebilledet et kludetæppe af indhold, kanaler og afsendere, hvor mantraet er, at alle kan være med. Den udvikling har Donald Trump udnyttet mesterligt.

Præ-Trump var det politiske liv i USA overbevist om, at vejen til Det Hvide Hus gik over paid media, reklamer, og derfor krævede sin egen pengemaskine i milliardklassen. Den overbevisning, respektive frygt, blev bekræftet, da den amerikanske højesteret for nogle år siden i sagen Citizens United gav enkeltpersoner og virksomheder frit slag til at finansiere politikere og deres kampagner.

Men Trump har gjort lige modsat. Han har næsten udelukkende brugt earned media, i gamle dage kaldet PR, i dag langt mere orienteret mod SoMe som Twitter. Ved hjælp af formuleringer på under 140 tegn samt et hav af telefoninterview (alle andre politikere stiller op til skærm) har Donald Trump formået totalt at dominere mediebilledet til en værdi af hele 2 milliarder dollar, uden beregning.

Diverse kampagner har i løbet af den republikanske infight spenderet 75 millioner dollar på paid media imod Trump, men til ingen nytte. Bush, Rubio, Cruz, alle forhåndsfavoritterne måtte melde pas over for Trump, der kørte sejren i hus med skrabet budget og en ditto organisation.

Det ville ikke være sket for 5 år siden. Men i dag har de såkaldte nye medier disruptet landskabet så meget, at opportunister som Trump kan bluffe sig hele vejen til Det Hvide Hus.

Valgkampen er imidlertid ikke forbi, og Trump skal endnu en gang bevise, han har forstået medier og mennesker bedre end teknologifolket.

Senest efter Barack Obamas historiske sejr i 2008 har valgkampsindustrien fokuseret på data. Mikro-targeting og andre præcisionsværktøjer til at ramme de helt rigtige vælgere er for længst hverdag. Den aktuelt mest sofistikerede operation har vi set hos Ted Cruz, der investerede millioner i analyser af Facebook-data og endte op med en app, der udfærdigede argumenter til navngivne vælgere.

Trump tror imidlertid ikke på datavinklen. I hvert fald ikke nok til at han gider beskæftige sig med den. I stedet har han outsourcet området til partiet, der har lovet at holde ham forsynet med data.

Det bliver fascinerede at se, hvordan Trump gebærder sig i det næste halve år. Om han begynder at lytte til data eller gør, som han hidtil har gjort, følger sit instinkt.

Han gør formentlig det sidste, og skulle det ske, at Trump vandt Det Hvide Hus, må vi i al miseren trøste os med den filosofiske vished om, mennesker er stærkere end teknologi, endnu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *