Flyforsinkelse eller parkeringsbøde? Brug en robot

Automatisering af processer” lyder ildevarslende, også for højtuddannede. Fordi robotter med kunstig intelligens i dag kan udføre administrative funktioner hidtil forbeholdt mennesker.

Men der er som regel en mening med galskaben, hvor robotterne ikke kun gør livet nemmere, men også mere retfærdigt. Her er par eksempler fra en verden, vi alle kender til, transport.

Forsinket fly, forsinket betaling

Flyforsinkelser koster penge, og derfor er flyselskaberne notorisk fodslæbende, når det gælder om at udbetale den lovpligtige kompensation til de uheldige passagerer. En af mine venner fik forleden penge tilbage fra Swissair – efter tre år og talrige rykkere.

Man kan spekulere i, om det er en bevidst strategi hos (nogle) flyselskaber, men lad os blot konstatere, at de ikke budgetterer med, at samtlige passagerer får deres berettigede kompensation.

Det er nu hurtigt ved at ændre sig takket være robotter, der automatiserer processen med indberetning. Passageren skal blot levere de få unikke data som navn og flynummer, så tager algoritmerne over.

Ideen er ikke specielt ny, og der findes allerede en række virksomheder, der leverer denne service og tager omkring 20 procent af beløbet som betaling. Fra internationale AirHelp og Refund til danske Flyadvokat og Flyforsinkelse.

Flypassagererne får dermed et mindre, men velgørende økonomisk plaster oven på en dårlig oplevelse. For flyselskaberne er konsekvenserne langt mere dramatiske. Teknologien har i én bevægelse ændret en forretningsgang, der var designet til langsommelighed, og nu spytter robotterne opkrævninger ud i rekordfart.

Bøde, nej tak

Parkeringsbøder et et andet irritationsmoment, når det gælder transport, men også her giver en robot lindring. DoNotPay gør indsigelser over for parkeringsbøder og har indtil videre en succesrate på 64 procent svarende til 4 millioner dollar retur til det parkerende folk.

Kunden taster de unikke data, og kunstig intelligens sørger for resten, herunder overarbejde hos parkeringsmyndighederne. DoNotPay er pt. i London og New York og på vej til blandt andet Seattle. Tjenesten vil samtidig udvide markedet til også at omfatte flyforsinkelser, selvfølgelig.

Kun begyndelsen

Både i tilfælde af flyforsinkelser og parkeringsbøder træder en robot ind og effektiviserer processen, til gavn for forbrugere og borgere. Men det er kun begyndelsen. I begge tilfælde har vi at gøre med simple procedurer, der nemt lader sig digitalisere.

I en nær fremtid vil også de mere komplekse af slagsen blive automatiseret, og her kommer kunstig intelligens og teknikker som deep learning for alvor til udfoldelse. For eksempel hos advokater eller offentlige sagsbehandlere. Kunstig intelligens bringer ikke blot produktivitet, men også kvalitet og (rets)sikkerhed.

Er det en trussel mod videnarbejderen i dag? Snarere en mulighed for at få et (endnu) mere spændende arbejde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *