PostNords Columbus-æg: Start forfra

Det er som regel problemfyldt, når staten privatiserer virksomheder. Ikke fordi det er en dårlig idé, men fordi monopolvante organisationer har vanskeligt ved at håndtere konkurrencen, når hastighed og kunder er nøgleparametre. Som for eksempel YouSee.

En dårlig investering

Eller tag det aktuelle smertensbarn PostNord. Brevmængden falder, og pengene bliver mindre. Big surprise. PostNords løsning er at bede staten om en milliardindsprøjtning. En investering.

Planen er, at PostNord i fremtiden skal satse på andre forretningsområder end brevomdeling. Det vil sige transport, logistik, supply chains. Men hvorfor? Har vi et underskud af udbydere på disse markeder, hvor globale giganter som DHL og UPS slår deres folder? Næppe.

Og hvorfor spytte penge i en underskudsforretning i det hele taget? Hvad får PostNord og de ansvarlige politikere til at tro, det er en god investering? Et af landets mest upopulære firmaer?

En virksomhed, der taber milliarder, men alligevel kørte en massiv reklamekampagne for at meddele et farveskift fra rød til blå?

Ville det ikke være meget nemmere at lukke det hele ned og starte forfra?

PostNords primære raison d’être er brevomdelingen, som imidlertid også er vigtig, ikke kun som kommunikationskanal, men som institution. Posten skal ud.

Netop derfor giver det også mening at sætte den gode gamle postfunktion i centrum for virksomheden. I stedet for at lade det forblive et underprioriteret, omkostningstungt vedhæng til en kolos på lerfødder.

En god start

Columbus-ægget er derfor følgende.

Staten laver et udbud på to milliarder kroner (PostNord beder om 2,3) til den enhed (virksomhed, konsortium, organisation, forening), der vil sørge for omdeling i Danmark på mindst samme niveau, PostNord forpligter sig til (én gang om ugen).

Udbuddet lyder på brevomdeling, men i det 21. århundrede. Tilbudsgiverne er ikke bundet af PostNords forretningsmodel eller infrastruktur, men får en historisk mulighed for at genopfinde posten. Med alle mulige slags medarbejdere og et væld af distributionsmuligheder takket været digitaliseringen.

Det kunne være en deletjeneste, et nationalt netværk af iværksættere, en branche, et samarbejde mellem regioner – konstellationsmulighederne er legio.

Det samme gælder distributionen. I stedet for at tænke i postkasser, tænk i deleøkonomi, ride sharing, droner og selvkørende biler. Vi vil få verdens mest moderne postvæsen specialiseret i netop post.

Hvad taler imod denne kalkulation, når målsætningen er bedre post til færre penge?

3 responses to “PostNords Columbus-æg: Start forfra

  1. Jeg er så enig så enig. Ved det sikkert er hårde ord at høre hvis man er postbud (eller ansat i PostNord generelt), men hvis man ikke har set dette komme og ikke har gjort noget for at skifte branche eller omskole sig så er man næsten selv ude om det. Man kan ikke kæmpe mod udviklingen ligesom man ikke kan lade sig privatisere og så bede om flere penge.

    Enten statsejet eller privat.

    Og hvem har i øvrigt sagt at Danmark skal have et postvæsen i det 21. århundrede? Der er behov for at se fremad og tænke nyt og lægge planer for en løsning der kan holde fremover og der er omstillingsparat for dette er ikke sidste gang denne type omstilling er nødvendig.

  2. Det sjove er, at dagbladenes landsdækkende net med en samlet omsætning på nogenlunde det samme som posten har i underskud, løber forbi stort set alle landets postkasser (ligesom posten). Dagbladsnettet gør det bare 7 dage om ugen (ligesom posten i gamle dage, med en søndagsdistribution som bonus), Nogle steder endda med to forbiløb samme dag (ligesom posten i helt gamle dage). Der distribueres aviser, magasiner, pakker og breve og til priser, der også minder om postens i gamle dage. Hvordan det lykkes for posten at levere sådan et underskud med så få distributioner er ganske enkelt forbløffende. Dagbladsnettet har ikke en løsning til breve og postkort sendt et ad gangen, men med beskedne investeringer kunne man sikkert godt sætte nogle postkasser med avislogoer op og sørge for, at de blev tømt en gang om dagen.

  3. Tak for kommentarer. Det glæder mig, at der er rationelt tænkende ligesindede derude. Men PostNord handler tilsyneladende om alt andet end rationalitet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *