Fredag bragte New York Times en stort anlagt artikel om stridighederne mellem to af de stærkeste virksomheder i det nye århundrede, Apple og Google.

Hvordan personligheder som Steve Jobs og Eric Schmidt fra Google er blevet bitre fjender efter i en periode at have arbejdet tæt sammen.

Stridens kerne er der ikke noget nyt i. Man er blevet direkte konkurrenter på mobilmarkedet, og der er en afgrundsdyb forskel i de to virksomheders tilgang til markedet. Apple ønsker total kontrol af hele værdikæden, mens Google sværger til åbne platforme. Læs mere i min analyse fra august.

Artiklen i New York giver derimod et sjældent detaljeret og  spændende indblik i slagets gang. Hvordan man starter med at kæmpe på ord for senere at dyste om markedsandele og opkøb for til sidst at havne i et juridisk tovtrækkeri.

Det ultimative våben synes nemlig at være juraen. Hvis modparten ikke makker ret: “I’ll just sue you.”

Således lød det i andet personorienteret indlæg i den forgangne uge. Jonathan Schwarz, tidligere CEO for Sun Microsystems, fortalte om sine egne oplevelser med Apple og Microsoft.

Steve Jobs, som krediteres ovenstående citat, var af den overbevisning at, Sun var trådt ind på et af Apples IP-domæner med et stykke 3D-software.

Ordlyden og tilgangen var en lidt anden, men det handlede stadig om IP, da Bill Gates og Steve Ballmer kiggede forbi hos Sun. Suns OpenOffice-suite var i alt for høj grad en kopi af Microsofts Office-pakke, lød beskeden fra Gates og Ballmer, der dog ikke truede med en retssag.

I stedet ønskede man licensindtægter fra open source-programmet, penge der i givet fald skulle komme fra Sun. Beskyttelsespenge, som Jonathan Schwarz formulerer det.

I begge tilfælde var Sun i stand til at afvise angrebene, fordi man selv lå inde med en række patenter, som Apple og Microsoft angiveligt lukrerede på.

Men IP fortsætter med at være et yndet våben, ikke mindst på mobilmarkedet hvor man i øjeblikket oplever sagsanlæg på kryds og tværs. Apple lægger sag an mod Nokia, Nokia mod Apple, Apple mod HTC, osv. Der synes næsten at være et skær af desperation over de mange sagsanlæg, bemærker Schwartz.

De mange patentsager er et problem for markedet og innvationshastigheden. Patenter har to funktioner. Den ene er at beskytte rettighedshaveren og derved give et incitament til at innovere.

Men den anden, nok så vigtige funktion er at få rettighedshaveren til at dele ud af sin viden og derved sikre mere innovation. Men hvis parterne ikke kan blive enige om de rette grænser, ender man hurtigt i det juridiske tovtrækkeri, som ikke genererer nogen innovation, blot advokatregninger.

Forud var gået en vanvittig tid med fantasifulde internetprojekter og entusiastiske investorer, der kastede penge efter alt, der hed noget med .com.

Der var f.eks. kæledyrsportalen pets.com der fik over 100 millioner dollar i direkte investeringer og bl.a. brugte dem til imposante Super Bowl-reklamer. Og der var danske initiativer som gubi.com og eurotoys.com, der leverede imponerende, næsten skræmmende, ambitioner for derefter totalt at forsvinde fra radaren.

Læs Thomas Breinstrups udmærkede artikel om dotcom-tiden her på business.dk.
Se også dette tankevækkende slideshow fra Sillicon Alley Insider.

Men kunne vi have undgået eller undværet boblen? Nej. Her er hvorfor.

Reelt handlede dotcom-boblen ikke om teknologi, men om de finansielle markeder, både VC-markedet og aktie-kollegaen. Man blev fanget i en “gold rush”, hvor ingen turde holde op af frygt for at gå glip af den næste kursstigning. Og man investerede entuiastisk i håbefulde, men spinkle forretningsplaner for at få den begærede “First-mover avantage.”

Finansmarkederne er desværre ikke særligt gode til at håndtere sådanne ekstremiteter. Rationalitet afløses af mere psykologisk betingede faktorer, og lemminge-syndromet er en realitet. Det har vi senest oplevet med den aktuelle finanskrise, hvor et pyramidespils-agtigt kreditmarked i sidste ende viste sig at være for godt til at være sandt, som det nu en gang oftest er.

Men lige som man kun i begrænset omfang i dag kan bebrejde de private boligejere for krisen, bærer dotcom-virksomhederne 10 år tilbage også kun en del af skylden for kollapset. Som dotcom-iværksætter skal man være entusiastisk og iderig, det er så op til realiteterne, f.eks. i form af penge og investorer, at holde begejstringen inden for visse rammer.

Så længe vi har delvist deregulerede finansmarkeder, som det har været tilfældet de seneste 20-30 år, vil vi opleve bobler, det være sig it eller ejendomme. Et nødvendigt onde ved markedsøkonomien.

Vi kunne heller ikke have undværet boblen. En del af ideerne fra den gang var faktisk ikke så tossede endda, selv om de led skibbrud. Der manglede imidlertid en afgørende forudsætning, infrastruktur.

Båndbredden var fornærmende lav i de dage, hvor man stadig gjorde brug af modems og telefonopkoblinger. Men dotcomtiden satte gang i en kraftig opgradering af infrastrukturen, som er grundlaget for det stadigt mere omsiggribende internet, som vi kender i dag.

10 år efter boblen brast må vi konstatere, at mange af dotcom-ideerne lever i bedste velgående, som potente virksomheder. Fordi man nu har infrastrukturen og et langt større marked - 360 millioner mennesker var på nettet i 2000, i dag er der 1,7 milliarder.

Internetøkonomien byder stadig på små bobler - Facebook vurderes til 11,5 milliarder dollar - men de er inddæmmede, og der er ingen rush på børserne.

Hvad er dit tilbageblik på dotcom-tiden? Var det pengenes skyld? Kommer der nye bobler?

For at skabe en mere lige konkurrencesituation, da IE er præ-installeret med Windows. Læs mere om valgproceduren her.

Men hvad skal man vælge? Kenderne, det vil sige omkring 20 procent af markedet, har allerede foretaget deres valg baseret på såvel personlige som faktuelle præferencer.

Men 80 procent af de danske internetbrugere surfer nettet med en (i mange tilfælde gammel) version af IE. Hvis nu de skulle have lyst til at prøve noget andet, eller blot sammenligne - hvad skal de vælge?

Først og fremmest er der selv valgskærmen, som leverer gedigen indgangsinformation. Og så er det bedste faktisk at prøve sig frem. Det er meget nemt at installere en ny browser, og brugerfladerne er ikke så forskellige.

Der findes selvsagt test og anmeldelser af browserne, men de er ofte svært sammenlignelige og indeholder, rettelig, en række mere subjektive kriterier.

Den aktuelt bedste testserie findes hos Toms Hardware, der leverer både det luftige overblik og de håndgribelige resultater. For en mere folkelig gennemgang med udpluk af anmeldelser se her.

Ingen af disse test indeholder imidlertid specifikke sikkerhedsforhold, hvilket næsten er en videnskab i sig selv, når det kommer til browsere. Se en browsersammenligning, inkl. sikkerhed, her. Eller Cnets folkeoplysende guide til browsersikkerhed her.

Brug browseren og kom med dine gode råd.

Anledningen er et videoklip, der viser en evnesvag dreng blive mobbet og slået af en gruppe teenagere i Torino. Videoen var online i cirka 2 måneder på Google Video (i dag YouTube), hvorefter den blev fjernet af Google, som havde modtaget klager.

Men Google skulle slet ikke have tilladt indslaget i første omgang, lyder det i dommen, som bl.a. henviser til det sørgelige faktum, at videoen befandt sig over listen for de mest sete klip.

Selv om dommen faldt i Italien, er den af stor principiel betydning og rejser eller aktualiserer en række spørgsmål om lovgivningen i cyberspace.

Er det Googles opgave at overvåge og selektere indhold på f.eks. YouTube? Svarer det ikke til, at man beder firmaet, der har bygget en motorvej, om at tage ansvar for fartbegrænsninger? En allerede klassisk problemstilling, som bliver heftigt diskuteret i bl.a. sager om piratkopiering, hvor fildelingstjenesterne rutinemæssigt påberåber sig motorvejs-argumentet. Hvem har ansvaret?

Hvordan sikrer vi en vis lov og ret online, der vel at mærke også kan håndhæves? Gælder italiensk ret, når det drejer sig om indhold fra en server i USA? Hvad gør vi i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at samarbejde internationalt - der er f.eks. mange stater østpå, som gladeligt lader cyberkriminelle arbejde uforstyrret?

Hvilke værdier og regler skal gælde i et onlineunivers uden geografiske hindringer? Den amerikanske bestyrtelse over dommen skyldes først og fremmest et andet værdisæt, hvor ytringsfrihed rangerer højere, og privatsfæren defineres anderledes.

Skismaet er glimrende forklaret i en Yale Law Journal artikel med den sigende overskrift: “The Two Western Cultures of Privacy: Dignity Versus Liberty.” Amerikanerne dominerer internettet, når det gælder økonomien. Skal det også gælde juraen?

Vi kommer til at høre meget mere om disse spørgsmål i de kommende år. Mange vil kæmpe for internettets åbne vidder, men i sidste ende vil også cyberspace blive underlagt regelsæt fra den virkelige verden.

Ikke mindst fordi stadigt flere økonomiske interesser flytter online, og derfor vil der være brug for regler og rammevilkår. Det er i hvert fald konklusionen i “Who Controls The Internet?”, en bog fra 2006 med det hidtil mest omfattende manifest om digital jura og magtstrukturer på nettet.

Hvad er din holdning? Er du tiltrukket af internettets anarki, eller burde der være flere regler til at beskytte individ og privatliv?

Hvorom alting er, Tiger Woods kunne have haft stor glæde af programmet, som på bedste spionvis sørger for selvdestrukterende sms’er.

Brugeren sætter simpelt hen udløbsdato på sin besked, og så sørger TigerText for at slette indholdet. På din telefon, på modtagerens telefon og på serveren. Det er heller ikke muligt at videresende eller kopiere beskeden.

Man kan imidlertid ikke iværksætte anordningen uden ekstern hjælp - modtageren skal ligeledes installere TigerText.

Men er man enige om, at korrespondancen har det bedst med at forsvinde for evigt, er det en tankevækkende løsning.

Er TigerText kun til de legesyge og paranoide, eller er appen tegn på stigende bekymring over private data i cyberspace?

Vi hører regelmæssigt historier om folk, der er kommet galt afsted med en Facebook-opdatering eller lignende, det er måske kun toppen af isbjerget.

Internettet glemmer aldrig, men hvor mange tænker over det, når de sender mails, opdateringer eller tweets?

Hvad kan den information bruges til om føje år? Når man dater, søger job eller er kommet i mediernes søgelys?

Tænker du over, hvad du efterlader online?

TigerText er gratis til download, men koster 1,49 dollar for 250 beskeder om måneden. Læsning af beskeder er gratis. Appen fås aktuelt kun til iPhone, men Blackberry- og Android-versioner er på vej.

Men efter netbankens konsolidering, og det er trods alt noget tid siden, synes vores allesammens pengeinstitutter at være gået i stå. Bankerne synes at betragte nettet som en ny transaktionskanal, men heller ikke meget mere.

Hvorfor gør man ikke noget mere for at holde på kunderne online, når de nu alligevel kommer forbi netbanken?

De fleste bankers hjemmesider er teknisk veludførte, men byder mestendels på markedsføring i form af produktinformationer. Når nu kunden proaktivt kigger forbi og allerede er tunet ind på privatøkonomi, hvorfor ikke tilbyde redskaber og uvildig information?

Der findes visse værktøjer rundt omkring, men de er dels koblet til den specifikke banks produkter og dels relativt banale. Hvor er innovationen henne?

Min holdning hviler ikke på noget videnskabeligt grundlag, men på tre netbanker samt besøg hos diverse bankers hjemmesider. Her får man indtrykket af en elektronisk salgskanal, men ikke noget community og ikke noget udpræget ønske om at holde på brugerne.

Hvis jeg skulle tilbringe længere tid hos min onlinebank, ville jeg eksempelvis sætte pris på følgende:

• Nyhedsfeeds
• Analyser og kommentarer fra uafhængige økonomer.
• Interaktion/erfaringsudveksling med andre kunder
• Aktieprogram med mulighed for selv at vælge porteføljer og parametre, som hos eksempelsvis Yahoo! Finance.

Der er dog også lyspunkter. Jyskebank.tv er en imponerende stor satsning, hvor måleter  uafhængig finansiel information til en række målgruppper ud over bankens kunder.

Nykredits tv-satsning er ikke helt så omfattende, til gengæld brillerer man med en række andre web 2.0-aktiviteter som blogs, podcasts og brugerfora. Senest har Nykredit lanceret en fiks mobil-app med Augmented Reality: Live-guide til den nærmeste dankortautomat.

Hvad er din bankoplevelse? Skal bankerne holde sig til kerneforretningen eller giver det mening at holde på kunderne online?

Microsoft har sin Marketplace sammen med det nye Windows 7 Phone, Android fejrede 2 års fødselsdag ved at stjæle mange af overskrifterne, men den største apps-nyhed kom dog fra The Wholesale Applications Community.

24 af verdens største teleoperatører har slået sig sammen for at lancere en apps-butik på tværs af platforme, lyder meldingen.

Dermed er vi ved at have rigtig mange spillere på apps-banen, hvilket i og for sig er glædeligt, men også et problem. Overblikket er væk, på flere niveauer.

Overordnet vil markedet vakle mellem forskellige standarder, og brugerne er fanget i midten. Det er lige så slemt for udviklerne af apps, som skal fremstille dem i forskellige versioner, alt efter platform.

Det er, hvor vi befinder os i dag. Udspillet fra de 24 teleoperatører taler godt nok en fælles omdrejningspunkt på tværs af platforme, men det er svært i et fragmenterende marked. Desuden vil modellen givetvis ikke inkludere Apple, måske flere.

På butiksniveau er problemet, at det er svært at finde rundt i de mange apps, til ugunst for apps-producenter, annoncører og brugere. Tydeligst er situationen selvsagt hos den største apps-butik, Apples App Store.

De over 140.000 apps er simpelt hen for svære at finde rundt i. Apples brugerflade, både på nettet og i App Store er åbenlyst bygget til mindre forhold, man lister og kategorier kan ikke gøre det længere.

Jeg er klar over, der findes en række apps-portaler, men det er efter mine begreber blot en udbygning af bulk-formatet, uden væsentlige kvalitative kriterier som gør det muligt at finde mening i anarkiet.

Og problemerne kan mærkes. Kun en brøkdel af App Store-apps bliver taget ned fra de virtuelle hylder, og annoncørerne, der laver brandede apps, har stadigt sværere ved at nå frem til målgrupperne.

Indrømmet, det er en svær opgave, fordi de mange apps folder sig ud i alle retninger, ikke mindst funktionelt. Men dem, som finder en effektiv og troværdig måde at organisere app-universet på, har en god forretningsidé.

Google synes oplagt til opgaven, men søgegiganten får formentlig ikke lov til at komme så tæt på Apples forretning. Og det behøver jo heller ikke at være en stor virksomhed, man skal bare have ideen.

Eller tager jeg fejl? Er det bare mig, der ikke kan finde rundt?

Det var forløbet i et tre timers “war game”, som tænketanken Bipartisan Policy Center forleden afholdt i Washington.

War games er ikke noget nyt fænomen i det amerikanske, men det er usædvanligt, man afvikler dem for åbent tæppe, som det var tilfældet med “Cyber Shockwave”.

I den stort anlagte øvelse deltog rigtige professionelle, typisk sikkerhedsfolk med erfaring fra National Security Council, rådgivere og jurister.

De blev præsenteret for et skræk-vision, hvor mobil-appen med malware først lukker 60 millioner mobiltelefoner for kort tid senere at lamme væsentlige dele af USA’s infrastruktur, inklusive energi.

Sporene førte bl.a. til en serverfarm i Rusland og en ukendt gerningsmand i Sudan, mens til lejligheden fabrikerede breaking news løb hen over de mange skærme. Et sofistikeret og fascinerede spil udviklet Georgetown University i samarbejde med bl.a. PayPal.

Læs om kampens gang her, eller se video her.

Det mest slående ved øvelsen var den totale mangel på forberedelse over for et sådant angreb. Man vidste ikke, hvad man skulle eller kunne gøre. Både det amerikanske militær og sikkerhedsapparatet er ellers kendt for at have “game plans” til næsten alle eventualiteter liggende i skuffen, men der skal tydeligvis arbejdes på den digitale dimension.

Og de første skridt er taget. Præsident Obama har udnævnt “Cyber security czar”, og i december 2009 præsenterede Homeland Security Department udkast til en beredskabsplan for et cyberangreb.

En måned senere kunne chefen for den nationale sikkerhedstjeneste, Dennis C. Blair fortælle, at ondsindet cyberaktivitet er mere omfattende og sofisitikeret end nogensinde før, og at USA er alvorligt truet.

Jeg tror, cybersikkerhed bliver et stort tema i de kommende år, og ikke kun på ovenstående stormagtsniveau.

Internettet bugner af trusler fra identitetstyveri over virusangreb til phishing, for nu blot at nævne nogle få.

Er vi bedre forberedt end den amerikanske regering?

Forud var gået flere års ørkenvandring med forskellige versioner af det udskældte Windows Mobile, der ganske enkelt ikke tog hensyn til den mobile platforms muligheder og begrænsninger. WM er snarere en kondenseret version af pc-versionen.

WP7S (Microsoft har tydeligvist ikke tænkt i akronymer, da de døbte vidunderet) er en helt anden historie.

Microsoft har rystet posen gevaldigt og gør comeback med et tilsyneladende effektivt og brugervenligt system, der er fraveget erhvervsvinklen og i stedet for går efter de store forbrugermarkeder. Således vurderingen i de første, forsigtige anmeldelser.

Et af omdrejningspunkterne er såkaldte “hubs” (knudepunkter), som organiserer indholdet og gør det nemt at skifte mellem forskellige funktioner, skriver Wired. Også integrationen med andre Microsoft-platforme som Zune og Xbox synes vellykket.

Se et sammendrag af WP7S’s kvaliteter her.

Men er WP7S er nok for Microsoft, der efter eget udsagn kun er interesseret i at være markedets nr. 1, måske nr. 2, men som aktuelt kun har 8,8 procent af smartphone-markedet (mod 13,9 procent i 2008)?

Systemet synes på højde med de bedste i markedet, men lanceringen bragte ikke noget nyt, ingen “killer application.” Til gengæld har man opbakningen og ressourcerne fra verdens største softwarevirksomhed, og det rækker langt.

Den måske afgørende faktor bliver tiden. WP7S bliver nemlig først klar til efteråret. I tide til julesalget, men måske ikke i tide til at hamle op med konkurrenter som Apple, Google og Nokia.

Mens Microsoft gør WP7S færdig, fortsætter konkurrenterne med at rage til sig. Ikke kun kunder, men også softwareudviklere til de stadigt flere apps-butikker.

Måske er vi klogere om nogle dage, når Microsofts konkurrenter har vist, hvad de har at byde på.

I sine første 11 år har Google med stor succes gjort brug af spaghetti-strategien: Man klasker lind strøm af nye produkter på væggen og venter derefter spændt på at se, hvad der bliver hængende.

Men denne fremgangsmåde synes nu at have vist sine begrænsninger, ikke mindst når det gælder sociale sammenhænge.

Buzz forstyrrer

Det seneste og mest eklatante eksempel er Google Buzz, et socialt værktøj med statusbesked, opdateringer, chat, etc. Lanceringen har afstedkommet en lavine af kritik, og Google har måttet rykke ud med ændringer og forklaringer, hele to gange inden for 72 timer.

Det meste af kritikken går på Googles behandling og udstilling af private data fra Gmail, som er omdrejningspunktet for Buzz. Ingen har bedt om Buzz, alligevel fandt millioner af Gmail-brugere funktionen præ-installeret i deres mailprogram, hvor Buzz var gået i gang med at konvertere mail-kontakter til Buzz-medlemmer.

Søgeannoncer graver dybere

Det er ikke det eneste problem, Google har med Gmail. En nylig ændring i søgealgoritmerne betyder, at man ikke længere kun får søgeannoncer relateret til den konkrete mail. Annoncerne kan relatere til sig hvilken som helst af nylige mails i Gmail, hvilket ifølge Google betyder mere målrettede annoncer.

Beslutningen og ikke mindst fremgangsmåden har affødt kritik - tænker Google i andet end annoncer, og forstår Google ikke, at mailindhold er langt mere personligt end søgeresultater?

I begge tilfælde har Googles aktioner sikkert givet mening på tegnebrædtet, men er kommet til kort i den lidet kvantitative virkelighed. Det gælder ikke kun om at udvikle de mest effektive algoritmer, når man har sat sig for at håndtere hele verdens information, men også om modtagere og menneskelige reaktioner.

Og netop når det gælder berøringsfladen med det virkelige liv, uden for søgeresultater og datamængder, synes det at gå galt for Google. Det var tilfældet, da Google i starten af januar lancerede noget helt nyt element til forretningsmodellen.

Tager ikke telefonen

Et fysisk produkt, der tilmed kostede penge, Nexus One. En glimrende smartphone, men også et avanceret stykke teknologi, hvor markedet forventede vejledning og support. Men Google tog ikke telefonen, når kunderne ringede med spørgsmål, men havde undervurderet, eller overset kundernes behov.

Hvad synes du? Er Google ved at falde af på den, eller er ovenstående småting i den store Google-sammenhæng?