Gmail truer Outlook

Denne og yderligere historier inklusive betragtninger kan du læse nedenfor.

Googles Gmail er en af tidens mest populære webmail-services, og nu er tjenesten klar til at udfordre den suverænt mest populære email-model, Microsofts Outlook. Det fortæller analysefirmaet Gartner i forbindelse med en konference, man afholder i dag, tirsdag, i London.

Outlook dominerer fortsat det klientbaserede email-marked (hvor programmet er installeret på den enkelte computer), men når det kommer til fremtidens model, cloud-baseret email, har Google tæt på halvdelen af markedet, fortæller Gartner. Det må give hovedbrud hos Microsoft, der ganske vist også har en webmail-løsning, Hotmail, men den synes at have det svært i konkurrencen med Google.

Chips i infight

Et af de mere oversete aspekter ved det nye Windows 8 er den eskalerende kamp mellem chip-platforme. Intel er stor og mægtig på pc-markedet, men på den mobile front regerer ARM, hvis chiparkitektur er licenseret ud til en række producenter, fx Samsung og Qualcomm.

Windows 8 fra Microsoft, der i årtier har arbejdet tæt sammen med Intel, kan køre på både Intel og ARM, hvilket er et markant skifte fra verdens største softwarevirksomhed.

Man skal dog ikke forvente, at Intel giver tabt lige med det samme. Nogenlunde samtidig med præsentationen af Windows 8 kunne Intel fortælle, man har indgået en alliance med Googles Android, og erhvervsmarkedet er heller ikke glade for at opgive verdens største chipproducent, som denne artikel fra Cnet illustrerer.

Sorte udsigter for Blackberry

Blackberry fylder ikke så meget på disse kanter, men har en pæn markedsandel internationalt, ikke mindst på det nordamerikanske marked, hvor brandværdien er betragtelig. Men tiderne er ikke gode for Blackberry, der nærmer sig en Nokia-lignende skæbne som denne graf viser.

Blackberry har traditionelt stået stærkt på erhvervsmarkedet, men sådan er det ikke længere, fortæller bloggen SplatF. Kun 16 procent af brugerne er at betragte som erhvervskunder, hvilket vil sige, at Blackberry primært befinder sig i samme arena som overlegne Google og Apple. Blackberry blev stor og mægtig på erhvervsmarkedet, men consumerization har tilsyneladende vendt situationen på hovedet.

Bannerannoncer i skyen

Kun en fjerdedel af de digitale annoncekroner bliver brugt på de mest synlige reklamer, bannerannoncer. Årsagen er primært den statiske form og manglen på relevans for brugerne, der surfer forbi. Det vil Flite lave om på.

Den amerikanske startup tilbyder en cloudbaseret løsning, hvor annoncørene kan skifte både form og indhold i realtid. Selv om man allerede har kunder som LinkedIn og L’Oreal, er løsningen endnu ikke færdigudviklet, for eksempel er den indtil videre for ressourcekrævende for mindre annoncører. Ikke desto mindre synes Flite at have fat i noget rigtigt, når det gælder om at gire de evindelige bannerannoncer mening.

5 responses to “Gmail truer Outlook

  1. Jaja, spis nu brød til, de 50% af “cloud” enterprise marked, udgør jo under 1% af total Enterprise marked, lav lige den mellemregning.

  2. @michael nielsen: jo, men selvom det er under 1% nu, saa er det en del af et stoerre, “seismic shift” fra klient- til server-baseret computing.

    Jeg kender en del, isaer mindre, firmaer, der har sagt helt farvel til Outlook og MS Exchange som server – og erstattet dem med Google Apps eller (i mindre omfang) MS 365.

    Som ved tidligere tiders “seismic shifts” foregaar det langsomt, med de mest oplagte apps foerst. I dette tilfaelde var det naturligt nok websites og web content management, der flyttede til browser-server modellen. Nu kommer saa e-mail servere og deres tilhoerende klienter. Og egentlige forretningsapplikationer flyttes ogsaa – selv dem, der ellers (naesten) kune anvendes indenfor den enkelte virksomhed – endnu…

    Og de mindre firmaer foerer for en stor del an i skiftet.

  3. @michael @erik. Tak for de gode kommentarer. Ja, de afgørende spm (lige nu) er vel:
    1. Hvor hurtigt vil overgangen til cloud foregå, og hvor vidt vil den gå?
    2. Hvordan vil MS håndtere dette skift. Jeg synes egentlig, MS har gjort det godt med at følge cloud-trenden med Azure og 365. Men alt andet lige må cloud vil betyde, de mister terræn ift tidligere tiders monopolagtige situation.

  4. Hmmm, overgangen til cloud-baseret computing vil komme til at foregaa over de næste 25 aar – forstaaet paa den maade, at der nok er nogle apps, der aldrig vil blive flyttet. Fx er en del af de banksystemer, vi stadig bruger i dag, nok skrevet i 70’erne til en mainframe – og der bliver de stadig kørt.

    Saa de apps med den højeste værdi og højeste genudviklingsomkostninger har en tendens til at blive, hvor de er… men der er til gengæld meget lidt nyt, der bliver udviklet til stagnerende platforme (mainframes, minicomputere, file server, client/server). Saa det er en meget stor klump gelé, der flytter sig med varierende hastighed de forskellige segmenter imellem.

    Til gengæld har de etablerede spillere paa de etablerede platforme en stor interesse i, at overgangen gaar saa langsomt som muligt – fx IBM paa mainframes i sin tid, og Microsoft paa client-based computing nu.

    Microsofts markedsværdi er først og sidst bundet op paa client-based software – og man kan argumentere, at hele firmaets livscyklus til dato mere eller mindre er lig den tilsvarende for de personlige computere. De hed jo engang micro-computere, og saa er parallellen til micro-software jo aabenlys.

    Derfor saa man ogsaa for et par aar siden Microsoft tale om “Software and Services” – og det selv naar de optraadte paa konferencer som fx SaaS University 2008 (http://www.softletter.com/SaaSUniversity/SaaSUniversity.aspx) – hvor alle vi andre præsenterede materiale om “Software-as-a-Service,” ogsaa kendt som cloud computing.

    Men man skal jo heller ikke undervurdere Microsofts evner til omstilling. De nævnte services ligner jo rene cloud-produkter. Hvis man imidlertid drager en parallel tilbage til IBM for 20-25 aar siden, saa vil jeg gætte paa, at produktcheferne for Microsofts cloud-produkter har et arbejde, som til tider internt kan være temmelig meget op ad bakke.

    Det bliver spændende at følge. Hidtil i software-historien kan jeg ikke erindre tilfælde, hvor “den forsvarende mester” paa den gamle platform har vundet slaget om den nye.

  5. Hvis Outlook taber til Gmail er det Microsofts egen dumme skyld.
    Hvorfor har MS Office 2007 og 2010 ikke Outlook med i privatpakken ? – hvorfor skal pakken koste 3 gange saa meget hvis man vil have Outlook med ? – forbrydere siger jeg bare !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *