Er ”wearable tech” til at bære?

Teknologi-til-at-tage-på, wearable tech, har været et omdiskuteret emne i rapporter, medier og på konferencer i den seneste tid.

Ure, briller, sko, jakker og deslige udstyret med stadig mere kommunikations- og sensorteknologi har i øjeblikket en markedsværdi på 3 til 5 milliarder dollar. Inden for de næste 3-5 år vil denne værdi imidlertid tidobles, står der at læse i en ny rapport fra Credit Suisse.

Wearable tech er ikke noget nyt, faktisk går fænomenet 500 år tilbage. I 1511 så verdens første mekaniske ur dagens lys, og tiden med analoge wearables var indledt. I 1970 kom de første digitale armbåndsure, der med tiden fik stadig flere avancerede funktioner, til i dag med onlinekommunikation. Ud over armbåndsure har vi i dag en bred vifte af elektroniske objekter, der kan medbringes som en mere eller mindre naturlig del af påklædningen.

Men nu står vi altså over for et decideret boom, mener Credit Suisse, der anbefaler sine kunder at følge med i dette gryende marked, som vil have ”en markant og bred effekt på samfundsøkonomien.” Som de mest oplagte investeringer nævnes sværvægtere som Apple og Google, men også en del mindre kendte virksomheder inden for processorer, software og forbrugerprodukter.

I denne uge udtalte to af Silicon Valleys sværvægtere sig om emnet. Venture-capital-eksperten Mary Meeker gav sit årlige bud på den teknologiske udvikling, gik i brechen for wearable tech og udnævnte trenden til et af de kommende store gennembrud.

Apple-chef Tim Cook betegnede wearables som et interessant marked, samtidig med at han lagde afstand til Googles briller.

Hvor alvorligt skal vi tage trenden? Et af omdrejningspunkterne for diskussionen er nutidens ultimative gadget, smartphonen. Det er den, som i de sidste fem år har gjort livet svært for gadgets som videokamera, digitalkamera, mp3-afspiller, GPS-modtager, etc. Fordi smartphonen kan udføre alle disse opgaver, og mere til.

Men nu går det igen den anden vej, mener bla. Mary Meeker. Den gennemsnitlige smartphone-bruger kigger på skærmen 150 gange om dagen, hvilket ikke er ikke nødvendigt, hvis andre mere tilgængelige apparater kan bruges. Behovet for ”convenience” og hastighed er så stort, at det ikke længere nok at have det hele samlet i en digital schweizerkniv i baglommen.

Men spørgsmålet er, hvornår det er tilfældet? Hvornår bliver et selvstændigt apparat eller en funktion så belejlig og effektiv, at smartphonen kan undværes?

Lad os tage de mest omtalte eksempler på wearable tech lige nu, armbåndsure og Googles briller. I begge tilfælde er der tale om anordninger, der efterhånden kan en hel masse, men det er indtil videre ikke nok, mener Tim Cook. Folk ønsker ikke at bære briller, medmindre de er nødt til det, og armbåndsurene er ikke en så naturlig påklædningsgenstand, som de en gang har været.

Der skal altså noget mere til, en “game changer”, og måske handler det slet ikke så meget om wearable tech som forlængelse af smartphonen, men snarere om, hvad teknologi placeret rundt på kroppen kan gøre i form af dataindsamling med kameraer og sensorer. Med Big Data står vi over for en ny generation af datatydning, og det vil vi som individer være en del af, næsten om vi vil det eller ej.

Ud over Big Data er wearable tech også forbundet med en anden megatrend, Internet of Things, hvilket Mary Meeker også gjorde opmærksom på. Integrationen af kommunikationsteknologi er ikke begrænset til påklædning, men alt hvad der kan ”køres, flyves og scannes.”

Hun har formentlig ret, men jeg er ikke sikker på, der venter et gennembrud i wearable tech lige rundt om hjørnet. Det kræver noget nyt og ekstraordinært, før vi bruger smartphonen mindre til fordel for en ekstra dims at gå rundt med.

One response to “Er ”wearable tech” til at bære?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *