Jeg vil have min smartphone ind under huden

For at par år siden cirkulerede en sjov historie på internettet. Det var om en helsides avisannonce fra 1991, der tilbød et væld af elektronikprodukter. Men i 2014 var samtlige annoncens produkter, fra mobiltelefon over walkman til videokamera, blevet erstattet af et enkelt produkt, smartphone.

Siden 2014 har smartphonen vundet yderligere terræn, blandt andet som elektronisk tegnebog. Ingen kan i dag undvære sin smartphone, men hvad er næste store skridt for det 21. århundredes schweizerkniv?

Det er at komme af med den. Smartphonen som et enkeltstående fysisk objekt holder ikke i længden. I stedet for konstant at skulle huske, have, holde og bruge telefonen, ville det give mere mening at have den som en del af kroppen, for eksempel som en indopereret chip. I en disciplin kaldet body hacking.

Skepsis? Bestyrtelse? Det går over. Ny teknologi kræver lidt tilvænning, og skridtet er ikke så stort.

Vi lever allerede i en tid og kultur, hvor kropsmodifikationer er en del af tilværelsen. Plastikoperationer, piercing, tatoveringer. Alle disse tiltag har dog sjældent nogen praktisk betydning; det handler om at få personen til at få det bedre med sig selv, formoder jeg.

Body hacking i form af en indopereret chip er derimod usynlig, men med håndgribelige praktiske fordele. Det er rationalet hos svenske Epcienter, hvor medarbejdere i en frivillig ordning har fået en chip på størrelse med et riskorn monteret på hånden.

På den måde kan medarbejderen med en enkelt håndbevægelse åbne døre, aktivere printere, tilgå arkiver og endda få få en kop kaffe fra automaten. Altså rimelig simple funktioner, men teknologisk er meget mere muligt. For eksempel kunne chippen også indeholde NFC (Near Field Communication), så hånden bliver til betalingskort.

Fordelene er ikke kun praktiske, men også sikkerhedsmæssige. Det er betydeligt sværere at hacke en indopereret chip end en separat fysisk genstand som en smartphone.

Men der er selvsagt også udfordringer. Der kommer nye sikkerhedsmæssige problemstillinger til, og der er spørgsmålet om frakobling. I dag kan du vælge at lade smartphonen blive hjemme; på samme måde skal chippen kunne deaktiveres.

I det hele taget skal dataindsamlingen tænkes igennem, så privacy indtager en central rolle – og måske endda stærkere end i dag med en smartphone.

Men tager vi disse udfordringer alvorligt, vil body hacking blive stadig mere populært. Jeg vil i hvert fald gerne ‘chippes,’ når teknologien er moden. Jeg bruger også briller – og senere i livet måske høreapparat og pacemaker – hvad er forskellen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *