Facebooks TV-kanal er farligere end den ser ud

“Content is King.” Det var Bill Gates, der fandt på den nu klassiske vending i 1996, og siden har debatten raset: Hvad er vigtigst i det digitale mediebillede? Attraktivt indhold eller effektiv distribution? 

Sociale netværk vil have eget indhold

Svaret er selvfølgelig, at begge dele er nødvendige. Det er derfor, verdens største distributionsmaskine i den forgangne uge præsenterede sin egen TV-kanal, Facebook “Watch” – i første omgang til amerikanske brugere. Det er et oplagt træk for det sociale netværk at satse yderligere på eget indhold, ligesom konkurrenten Twitter pønser på at sende live-indhold 24/7.

Det er interessante er, hvad et netværk som Facebook finder på, når det nu skal handle om indhold? Kan distributionseksperten udgøre en reel trussel mod indholdsproducenterne i Hollywood og hos Netflix?

Facebook giver indholdet et hjem

Til at starte med satser Facebook ikke på blockbusters som Netflix’ “House of Cards” eller HBO’s “Game of Thrones” til at tiltrække seere og definere det nye brand. Indholdet er derimod som så meget andet på Facebook et kludetæppe af forskellige indslag, hvor bruger og algoritmer finder frem til det mest seværdige. 

Derfor er det også svært at fælde en kvalitetsdom over indholdet på Watch. Noget af det ser ud til komme direkte fra YouTube, andet er yderst professionelt skrevet og produceret. Der er alt fra mockumentaries over sport til noget, der ligner traditionelle TV-serier. 

Det er dog tydeligt, at indholdet er målrettet den digitale platform og unge brugere. Facebook byder på en række serier som “Humans of New York” (dokumentar) og “Strangers” (sitcom), hvor indholdet er delt op små bidder på få minutter – lige til at se i forbifarten og, ikke mindst, dele med andre på Facebook. 

Facebook giver også indholdet et hjem. Hver serie på Watch har sin egen show page, hvor fans af serien mødes og diskuterer/deler. Dette sociale aspekt mangler udbydere som eksempelvis Netflix, hvor brugerne kan se indholdet, men ikke mødes med ligesindede. 

Brugere og annoncer bestemmer indhold

Hvad kan vi så lære om indhold versus distribution oven på lanceringen af Watch? At Facebook fokuserer på et tredje punkt, brugerne.

Facebook har kastet et kludetæppe af indhold ud til brugerne og vil nu lære, hvad de tænder mest på. Det er succesformlen. Det handler ikke om formater eller narrativer, men hvad brugerne efterspørger, fordi det er her, pengene er. 

Facebooks forretningsmodel er i modsætning til eksempelvis Netflix’ baseret på annoncer, og det vil være den drivende kraft for nyt indhold. Resulterer indholdet i en god annonceomsætning, er succesen hjemme, uanset hvad anmelderne siger.

Selv om Facebooks TV-satsning derfor kan se amatøragtig ud for de etablerede indholdsproducenter, er Watch en potent og farlig konkurrent. Fordi Facebook har flest brugere og kender dem rigtig godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *