Netflix har skræmt Rupert Murdoch ud af markedet

Et angreb på Netflix, lød udlægningen adskillige steder, herunder i denne udmærkede avis, efter meldingen om, at Disney køber 21st Century Fox for 54 milliarder dollar.

Men det er snarere udtryk for en retræte fra en verdens mest magtfulde mediemoguler gennem næsten et halvt århundrede. Rupert Murdoch vurderede, at imperiet 21st Century Fox ville tabe kampen til opkomlingen Netflix, og derfor trak Murdoch sig, mens legen var god og prisen høj.

Forretningen er god, men ikke stor nok

Det er nemlig ikke, fordi film og TV var blevet en dårlig forretning for Murdoch. 21st Century Fox har rutinemæssigt produceret blockbusters til alle skærme, fra X-Men til Modern Family, og Disney får et habilt produktionsapparat, gode brands samt ikke mindst nogle af branchens mest kreative kræfter.

Men analysen er simpel. Murdoch har altid troet på volumen som et afgørende middel til at dominere konkurrenterne. Derfor er historien om Murdoch også beretningen om det ene ambitiøse opkøb efter det andet. I dette tilfælde har Murdoch vurderet, at man på sigt ikke vil kunne matche Netflix’ magt og hastighed.

Netflix brager frem

Det er kun fire år siden, Netflix begyndte at producere eget indhold, og Hollywood var tilbagelænet skeptisk over for manøvren. Så kom ”House of Cards” efterfulgt af den ene seværdige serie efter den anden, senest ”The Crown.”

I år blev Netflix nomineret til hele 91 Emmyer, og næste år vil streaming-tjenesten spendere ikke mindre end 8 milliarder dollar på indholdsproduktion, 15 procent af prisen på 21st Century Fox

Netflix vinder også på en anden slags volumen, distribution. Tjenesten har i dag 109 millioner abonnenter på verdensplan og fortsætter med slå den ene rekord efter den anden, fordi streaming er sagen.

Her kan 21st Century Fox ikke følge med og har derfor overladt det til Disney, som nu også er i kontrol af Hulu, en af de få seriøse konkurrenter til Netflix på det amerikanske streaming-marked.

Disney er således stadig med i kampen, sammen HBO (ejet af Time Warner, der måske bliver opkøbt af AT&T) og Amazon. To nye spillere, Netflix og Amazon, mod to fra den etablerede indholdsproduktion, Hulu og HBO.

Den lange hale gavner seerne

Og hvad med os, seerne? Foreløbig kan vi glæde os. Kampen mellem giganterne bliver afgjort på indhold.

Streaming-mediet giver nye muligheder for kunstneriske eksperimenter i forhold til de traditionelle distributionskanaler som biograf og TV. Fordi streaming udnytter ”The Long Tail,” princippet om at global digital distribution gør det muligt at nå hidtil uudnyttede lokale nichemarkeder.

Film som ”The Big Sick” (Amazon) og ”Mudbound” (Netflix) er alt for eksotiske til de traditionelle distributionskanaler, men online har begge kunstværker fundet et dedikeret publikum.

Og Murdoch? Han klarer sig. Grinende på vej hen til banken kan han samtidig glæde sig over stadig at eje en række profitable TV-stationer som Fox Sports Network, Fox Business samt selvfølgelig guldægget Fox News. En klog retræte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *