Jagten på dine data fortsætter

Egentlig skulle man ikke blive overrasket, men det vakte alligevel opmærksomhed, da Bloomberg for et par dage siden kunne afsløre en hidtil hemmeligholdt aftale mellem Google og Mastercard. Søgegiganten får adgang til transaktionsdata fra kreditkortfirmaets to millioner amerikanske kunder. 

Med disse data kan Google levere noget, annoncører længe har efterspurgt, nemlig koblingen mellem annoncer og salg. Googles annonceforretning lider af det klassiske problem i reklamebranchen: “Jeg ved, at halvdelen af mine annoncer virker, men ikke hvilken halvdel.” Trods digitaliseringen af reklamemarkedet er det stadig svært at kvantificere effekten af reklamer, når det kommer til den ultimative målestok – salg. Online gør Google sit bedste for at følge brugerne, efter de har klikket på en annonce, men hvad med dem som foretager købet i den fysiske butik? Dem kan Google nu tracke ved hjælp af de indkøbte data fra Mastercard. 

Det er ikke første gang, Google har forsøgt at få fat i transaktionsdata. Allerede i 2011 lancerede søgegiganten sin egen betalingløsning, Google Wallet. Ideen var klassisk Google: Tilbyd en gratis service og tjen på kundernes data. I dette tilfælde ville man kunne følge brugeren helt til POS (Point of Sale). Men Google Wallet aldrig den store succes, hvorfor man allerede i 2014 begyndte at tale med Mastercard. Sideløbende har Google for nylig introduceret Shopping Actions, hvor brugeren får en indkøbskurv, der fungerer på tværs af samtlige søgegigantens platforme, inklusive den intelligente højtaler Google Home.

Hvad fortæller denne udvikling os? Om markedet og brugerne? Her er et bud.

Google har fået en ny ærkekonkurrent

Det er ikke for sjov, Google går så målrettet efter data om brugernes indkøbsvaner. Søgegiganten er presset af andre datarige konkurrenter, ikke mindst Amazon. Jeff Bezos’ foretagende har nu nået en størrelse, der for alvor truer Googles på internettet. I 2017 foregik majoriteten (52%) af amerikanske forbrugeres produktsøgninger på Amazon og ikke Google. Ingen grund til at bruge en søgemaskine, når Amazon alligevel har det hele, ræsonnerer forbrugerne. Det er selvfølgelig et problem for Google. Ikke alene fordi man mister søgninger, men fordi Amazon har bedre data. Multibutikken ved ikke kun, hvad folk søger efter, man også hvad de køber til hvilken pris. Derfor truer Amazon nu Googles position som informationsportal, hvilket eksempelvis kan ses på markedet for intelligente hjemmehøjtalere, hvor kampen står mellem Amazons Echo og Google Home.

Jagten på dine data fortsætter.

Der har i de senere år været stort fokus på at værne om borgernes digitale data, herunder virksomheders ansvar. I marts 2018 udnævnte erhvervsministeren en ekspertgruppe om dataetik, og i maj trådte GDPR, EU’s persondataforordning, i kraft. Den nye forordning indførere en række vidtgående skridt for sikre bedre beskyttelse af brugernes digitale tilværelse. Det ændrer imidlertid ikke ved, at internettet i dag i høj grad er af drevet af brugerdata; det er, hvad forretningsmodellerne er bygget på. Disse data gør virksomhederne i stand til at kende kunden til bunds, og det er mange penge værd. Uanset om det handler om Googles annoncer eller Amazons digitale butik. Derfor vil virksomheder i internetøkonomien konstant søge efter nye data for derved et optimere forretningen og udmanøvrere konkurrenterne, fordi sådan erde indrettet. Det vil lovgivning som GDPR få svært ved at ændre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *